
Store overraskelser til IEM Cologne: Astralis slår Heroic; NIP banket ud
IEM Cologne fortsætter i fuld fart, og i går var vi vidne til nogle ganske overraskende resultater.
Kampen om den danske trone
Sent i går aftes var der ægte danskerbrag på menuen, da Heroic og Astralis stødte sammen i upperbracket-semifinalen.
Opgøret startede egentlig ganske tæt ud på Inferno, men efter sideskiftet fik Astralis virkelig lagt sig i selen. Med en brandvarm Bubzkji i front var det da også en smal sag for dem at få hentet de sidste par runder, der sikrede dem første banesejr.
Videre til Heroics mappick, Overpass, blev det næsten en helt lignende historie, for også her var kampen helt tæt indtil sideskiftet. Herefter var det dog igen Astralis, der kunne trække fra og i sidste ende vinde opgøret 2-0.
På andet map var det særligt dupreeh, der brillerede for Astralis. Her skød han sig nemlig op på hele 32 kills og en rating på 1.64.
Gårsdagens resultat betyder altså, at Astralis nu er sikret en plads i slutspillet til IEM Cologne. I aften skal de dog lige møde NaVi, og vinderen af dette opgør fortsætter direkte videre til semifinalen, mens taberen må nøjes med kvartfinalen.
Heroic er heller ikke helt færdige endnu. De må nemlig forsøge at kæmpe sig igennem lowerbracket, hvor den klokken 13:30 i dag står på et opgør mod FURIA.

Virtus.pro banker NIP ud
Samtidig med danskerderbyet var der en anden dansker i aktion, nemlig device og NIP. Her skulle der kæmpes for overlevelse i lowerbracket, og modstanderen hed Virtus.pro.
Opgøret blev skudt i gang på Ancient, som var NIPs mappick. Her var det dog Virtus.pro, der fik hentet flest runder hjem, og særligt på CT-siden gik det helt i stå for NIP. Med blot tre vundne runder til den svenske side var det altså intet problem for Virtus.pro at snuppe første banesejr.
Næste map stod på Inferno, og her fortsatte Virtus.pro den gode stime videre fra første map. Holdet vandt nemlig hele ni runder i streg, og fik dermed skudt sig i en 10-5-føring inden sideskiftet. Herefter fik NIP kæmpet sig godt tilbage i opgøret, men det var dog alligevel Virtus.pro, der kunne tage sejren.
Sejren til Virtus.pro betyder, at NIP nu må se sig slået ud af IEM Cologne. Virtus.pro fortsætter derimod videre til finalen i lowerbracket, hvor modstanderne hedder BIG.

Amerikanere sendt tilbage over Atlanten
Fredag aften var der maraton-opgør på programmet, da Liquid og mousesports kæmpede om overlevelse i lowerbracket. Her varede kampen næsten fem timer, inden Liquid i sidste ende kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret, og sende acoR og mousesports hjem.
I går hed modstanderen dog BIG, og her blev det ikke ligefrem en maraton-kamp. Opgøret startede ud på Vertigo, og her var BIG flyvende lige fra start. Med tabseN ved roret var det da heller ingen sag for tyskerne at skyde første banesejr i hus med cifrene 16-11.
Næste map var Nuke, og her blev det en del tættere. Runderne bølgede nemlig frem og tilbage, og Liquid kæmpede virkelig for, at kampen skulle ud i tredje map - blandt andet da EliGE sikrede sig et ace lige efter sideskiftet.
I sidste ende var det hårde arbejde dog ikke nok, for BIG viste sig simpelthen for stærke for Liquid, og kunne altså tage sejren 16-13. Liquid må dermed se sig slået hjem til USA, mens BIG fortsætter videre i lowerbracket.

I dag fortsætter IEM Cologne altså med flere spændende kampe, hvor blandt andre danske Heroic skal kæmpe for overlevelse, mens der venter et brag af en placeringskamp mellem NaVi og Astralis.





































