Entropiq har sikret sig verdens 20.-bedste hold.

Organisation mødt af lokal kritik efter signing af storhold

Den tjekkiske organisation har hentet et russisk top-20 hold ind i varmen, hvilket har skabt røre på den lokale Counter-Strike scene.

Den tjekkiske organisation Entropiq har hentet det russiske EPG Family også kendt som ex-Winstrike, der indtager 20.-pladsen på verdensranglisten.

Mandskabet var det højst rangerede organisationsløse hold, og hos Entropiq glæder man sig over at kunne tiltrække et hold af denne kaliber, som kan opnå internationale resultater:

Hos Entropiq har vi de største mål og et af dem er at fejre stor succes på et internationalt niveau. Vi bliver ved med at vokse og udvide, og det er jeg meget tilfreds med, da vi trods at være en ung organisation allerede har formået af hente et så højt profileret hold, udtaler Entropiqs administrerende direktør Ondřej Drebota.

Organisationen blev grundlagt i start-2020 og er den største i Tjekkiet. Entropiq er desuden allerede udrustet med mental- og performace coaches, der kommer til at støtte det nyligt erhvervede mandskab.

Kritik fra den tjekkiske Counter-Strike scene

Entropiqs beslutning om at hente det russiske EPG Family har dog skabt røre på den tjekkiske Counter-Strike scene og affødt kritik fra de lokale fans, der føler, at organisationen har vendt nationen og de lokale talenter ryggen.

Organisationen har nemlig allerede et fuldt tjekkisk Counter-Strike hold. Entropiq beholder dog deres indlandske hold, der fremover kommer til at gå under navnet Entropiq Prague.

Den tjekkiske HLTV journalist Striker fortalte om netop den lokale scenes modtagelse af nyheden i den seneste episode af talkshowet HLTV Confirmed, som kan ses her.

Det tjekkiske hold opnåede en række gode resultater på nationalt niveau, men det nye stærke russiske mandskab skal gøre Entropiq kendt uden for landets grænser, fortæller organisationens administrerende direktør.

Sidste år vandt vi en række indlandske turneringer, og regelmæssig deltagelse i internationale turneringer har hjulpet Entropiq til at blive genkendt udenlands. Vi er overbevist om at samarbejdet med et så succesfuldt hold (EPG Family, red.) er endnu et skridt i den rigtige retning. 

Entropiq Prague er Tjekkiets andetbedste hold efter Sinners, der indtager en 29.-plads på verdensranglisten, mens de selv er rangeret som nummer 217. 

Entropiq huser nu følgende spillere på de to hold:

Entropiq (#20):

  • ⁠El1an⁠
  • ⁠NickelBack⁠
  •  Krad⁠
  •  Forester⁠
  • Lack1⁠
     
  • hooch (coach)

Entropiq Prague (#217):

  •  leckr
  •  AJTT⁠
  •  HONES⁠
  •  capseN⁠
  •  MoriiSko⁠
     
  •  d0di⁠ (coach)

Påstået kontraktbrud førte til dramatisk exit

EPG Family er altså endelig tilbage under en organisation, efter de i marts besluttede sig for at ophæve deres kontrakter med russiske Winstrike efter påstået kontraktbrud af organisationen.

Kort efter kunne deres coach fortælle, at de havde skrevet under med en anden "meget respekteret og ret succesful organisation i CIS-regionen". Aftalen faldt dog igennem i sidste øjeblik, da budgettet ikke rækkede, hvorfor de har stået uden organisation i to måneder.

Debut under det nye banner

Holdet fik deres debut under det nye banner i LOOT.BET Season 9, hvor de var inviteret direkte til kvartfinalerne. Her løb de med en 2-1-sejr over Endpoint, hvorefter det dog blev til et nederlag i semifinalen til bulgarske Fiend.

I den kommende måned deltager de i CIS RMR-turneringen EPIC League, REPUBLEAGUE slutspillet og Elisa Invitational Summer.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.