
Planlagde graviditet efter majoren
Der er familieforøgelse på vej i Astralis-lejren, når gla1ve om et halvt år skal være far.
Det offentliggjorde han i weekenden på Twitter, hvor han og kæresten viste et scanningsbillede frem som bevis på den glædelige nyhed.
Men fansene skal ikke være nervøse for, at det samtidig betyder et farvel til Astralis, fastslår gla1ve overfor Dust2.dk.
Forhåbentlig får det ingen betydning for karrieren overhovedet. Det ville jo være perfekt, men jeg vil også sige, at man er meget optimistisk og en lille smule naiv, hvis man tror, at det slet ikke får nogen betydning. Jeg tænker i hvert fald nok, at jeg skal være god til at holde fokus på min karriere, og det er jo også noget, som jeg har snakket med kæresten om i forhold til prioritering af de forskellige ting, siger han og peger på, at der stadig er mange gode år tilbage af karrieren.
Det ville være synd, når jeg kun er omkring halvt inde i min karriere. Jeg er 25 år og har stadig mange gode år endnu forhåbentlig. Så jeg tænker ikke at gå på lavere blus, nej, siger gla1ve.
Planlagt efter majoren
Da terminsdatoen ligger om et halvt år, er den dermed også forholdsvis tæt på datoen for majoren i Stockholm, der efter planen skal spilles mellem den 23. oktober og 7. november.
Netop majoren, som Astralis potentielt kan vinde sin femte af, er tænkt ind, da familien planlagde at gå fra to til tre, fortæller gla1ve.
Det har faktisk været lidt en svær planlægning, fordi vi begyndte at sidde og tælle måneder, og hvis vi skulle have et barn, så skulle det være nu, ellers blev vi nødt til at vente i lang tid, fordi så kommer der major og en masse andet, siger IGL'en.
Selvom der stadig er omkring seks måneder til termin, er der stadig et par ting, der skal falde på plads. Men gla1ve er naturligt nok spændt på den nye rolle, der venter ham og kæresten.
Jeg er selvfølgelig super glad, og super glad for hende, der skal være mor til mit barn. Det bliver en helt ny og spændende verden, som jeg glæder mig til at gå ind i. Heldigvis er der jo et halvt år til, så man lige kan nå at forberede sig lidt. Vi kigger også på et nyt sted at bo, så det kunne også være fedt at få fikset det, inden babyen kommer, siger han.
gla1ve og Astralis spiller torsdag i denne uge ESL Pro League, hvor de skyder gruppespillet i gang mod Evil Geniuses.
Holdkortet til turneringen ser ud som følger:
gla1ve
Magisk
dupreeh
device
Xyp9x
Bubzkji (udskifter)



























