
Vigtig kamp venter Astralis Talent
Elgiganten Ligaens slutspil færdigspilles endeligt på mandag, men i denne weekend spilles et par kampe, som kan blive ganske afgørende.
Copenhagen Flames har to kampe på programmet, når de i dag møder Astralis Talent, mens den i morgen står på AGF Academy.
Flammerne selv er allerede sikret en plads i slutspillet, mens Astralis Talent ikke har nærmest råd til at tabe en eneste kamp, hvis de vil tilslutte sig Copenhagen Flames i top-6. Også AGF Academy har noget at kæmpe for, da de ligger i farezonen for nedrykning.
Går til kampen med tro på sejr
Selvom Astralis Talent står over for en stærk modstander klokken 20:00, så er kampen på ingen måde tabt på forhånd, kan vigg0 afsløre over for Dust2.dk.
Det danske mandskab håber nemlig stadig på en plads i slutspillet, og det starter med en sejr i aften, selvom det på papiret ser svært ud.
Vi tror altid på, at vi kan vinde de kampe, vi spiller, uagtet hvem vi møder. Så selvfølgelig går vi ind til kampen med en tro på sejr. Men vi kan naturligvis godt se, at det matematisk er svært at nå slutspillet. Vi vil dog gøre alt, der står i vores magt, for at nå det.
Selvom slutspillet stadig kan blive en realitet for Astralis Talent, så ligger nedrykning også og puster de danske drenge i nakken, men her kan vigg0 fortælle, at det ikke vil være verdens ende, hvis mandskabet må en tur i 1. Division.
Vi ville naturligvis være skuffede, hvis vi rykker ned - men for os handler det om den lange rejse, og vi kigger mere på præstationen end på pladsen i ligaen.
Weekendens kampprogram
- 13. marts - 20:00 - Copenhagen Flames vs. Astralis Talent
- 14. marts - 20:00 - AGF Academy vs. Copenhagen Flames
Stream på weekendens kampe kan findes i Liga-universet her.