
Vender tilbage til FaZe
Den erfarne svensker, RobbaN, vender tilbage til FaZe som coach.
Det afslører holdets nuværende in-game leader, coldzera, i et interview med cybersport.ru.
Her fortæller han ligeledes, at holdet netop nu venter på, at RobbaNs ban udløber. Den svenske coach blev udelukket af ESIC tilbage i september sammen med 36 andre coaches, og her blev han altså idømt 5,5 måneders udelukkelse. Ifølge HLTV udløber RobbaNs ban den 13. marts.
Nu er det dog planen, at RobbaN skal vende tilbage til FaZe, så snart hans ban udløber. Den 36-årige svensker har tidligere trænet netop FaZe, men valgte dog at træde tilbage fra holdet for to år siden.
Her blev han erstattet af serbiske YNk, som dog forlod holdet tilbage i oktober 2020, da stjernen NiKo blev hentet til G2.
I interviewet med det russiske medie afslører coldzera desuden, at veteranen olofmeister har planer om at gå på pension, hvorfor holdet skal på udkig efter hans erstatning. Tidligere er danske karrigan blevet rygtet til holdet, men coldzera vil dog endnu ikke sætte navne på det fulde holdkort.
RobbaN bliver coach. Vi venter på, at hans ban udløber, og det virker som om, at der er en måned tilbage. Når hans ban udløber, så har vi et fuldt holdkort, fortæller brasilianeren til cybersport.ru.
I sidste uge hentede FaZe den amerikanske stjerne Twistzz, og i samme ombæring blev danske Kjaerbye bænket. Meget tyder dog på, at vi snart kan se endnu en dansker på holdet i form af karrigan.
Med RobbaN tilbage på pinden, kommer FaZe derfor til at bestå af:
olofmeister
rain
coldzera
broky
Twistzz
RobbaN (coach)
Kjaerbye (bænket)



























