Medie: coldzera vil have endnu en dansker til FaZe
Den erfarne in-game leader, karrigan, kan meget vel være på vej tilbage til FaZe-holdet.
Det erfarer det brasilianske medie The Clutch i dag.
Mediet skriver blandt andet, at det er på specifik anmodning fra coldzera, at FaZe retter blikket mod karrigan. Brasilianeren skulle, ifølge The Clutch, have kontaktet ledelsen i FaZe umiddelbart efter NiKos afgang i sidste måned, med henblik på at få den tidligere kaptajn tilbage på holdet.
karrigan har været en del af sit nuværende hold, mousesports, siden marts 2019. Her skiftede han til den tyske organisation efter et kort ophold i amerikanske Envy, men forinden havde han tilbragt over to år som kaptajn for FaZe-holdet. Det var dog med svingende resultater, hvorfor holdet valgte at bænke karrigan i december 2018.
Nu kan den danske kaptajn dog atter være på vej til FaZe, idet hans to-årige kontrakt med mousesports udløber i starten af 2021. Ifølge The Clutch skulle mousesports have kontaktet karrigan med henblik på at forny kontrakten, men dette skulle være blevet afvist, hvorfor FaZe muligvis vil kunne hente den danske IGL ganske gratis.
Det brasilianske medie kan ligeledes erfare, at karrigan muligvis vil bringe endnu en spiller ind på FaZe-mandskabet, idet olofmeister vil vende tilbage til den pause, han besluttede sig for at tage tilbage i maj.
Sidst, men ikke mindst kan The Clutch afsløre, at både rain og Kjaerbye er blevet taget op til vurdering på holdet, men at deres fremtid endnu ikke er afgjort.
FaZe består netop nu af:
- olofmeister
- rain
- coldzera
- Kjaerbye
- broky
Dust2.dk har kontaktet karrigan for at få en kommentar, men der er endnu ikke kommet svar retur.