
Disse turneringer afholder ESL i 2021
ESL har nu løftet sløret for årets turneringer, og ikke mindst hvordan de forventes at blive afholdt.
Det specielle ved disse turneringer er nemlig, at størstedelen af dem forventes at blive afholdt på LAN - i hvert fald til en vis grad. Her skal holdene nemlig være fysisk til stede i et studie, men kun hvis turneringerne kan afholdes i overenstemmelse med den protokol, som CSPPA, ESL og DreamHack offentliggjorde tidligere i dag.
Protokollen skal sikre, at spillerne kan færdes trygt og sikkert til og fra turneringerne, uden samtidig at sætte deres helbred over styr.
Nu har ESL altså annonceret årets turneringer, samt en plan for, hvilke af disse, der forventes at blive spillet på LAN.
ESL's turneringer i 2021 er som følger:
- IEM Katowice 2021 - 16.-28. februar - $1,000,000 - Online.
- ESL Pro League: Sæson 13 Malta - 8. marts - 11. april - $750,000 - Online med slutspil i studie.
- DreamHack Masters Spring 2021 - 29. april - 9. maj - $250,000 - Studie.
- IEM Summer 2021 - 3.-13. juni - $250,000 - Studie (tidligere IEM Melbourne).
- ESL One Cologne 2021 - 6.-18. juli - $1,000,000 - Live Event LANXESS.
- ESL Pro League: Sæson 14 Malta - 8. september - 10. oktober - $750,000 - Studie.
- IEM Fall 2021 - 14.-24. oktober - $250,000 - Studie.
- IEM Winter 2021 - 2.-12. december - $250,000 - Live Event Asia
Som det ser ud nu, kommer IEM Fall til at overlappe med den Major, som PGL afholder i oktober. ESL skriver dog, at de er i fuld gang med at finde en løsning på dette problem.
Langt de fleste turneringer ser derfor ud til at skulle gennemføres på LAN, men uden publikum. Dog vil det blive taget op til vurdering, hvorvidt ESL One Cologne som eneste undtagelse skal afholdes med publikum. Den storslåede turnering har tidligere talt helt op til 15.000 tilskuere, men om der atter vil dukke så mange op, er endnu uvist.