Til trods for, at de ikke kunne løfte nogen trofæer fysisk i år, slutter Astralis stadig på toppen.

Året der gik: Konflikt, aflysninger og generobring af tronen

Årets sidste måned bød på flere interessante fænomener - ikke mindst fra Danmarks to bedste Counter-Strike-hold.

Over den seneste uge har Dust2.dk bragt opsummeringer over alle årets måneder, så du kunne genlæse nogle af de største nyheder, 2020 kunne diske op med.

Nu lakker 2020 mod enden, og ligeså gør vores opsummering af årets begivenheder. Der er dog én enkelt måned tilbage, som de fleste formentlig husker ganske tydeligt.

CSPPA i modvind

December startede ud på ganske dramatisk vis, da en kamp mellem mousesports og Vitality blev voldsomt forsinket til BLAST Premier Fall 2020. Dette skete, da holdene ikke var mødt op på TeamSpeak, da de - ifølge CSPPA - ikke kunne stå inde for BLASTs håndtering af dataene.

Dette startede en lavine af beskyldninger, da de deltagende hold i BLAST senere kom på banen med en samlet udtalelse, hvor de kritiserede CSPPAs måde at håndtere konflikten på. En konflikt, som ifølge holdene slet ikke var nødvendig.

Kritikken fortsatte yderligere, da der senere blev lækket en kontrakt, som indeholdt flere tvivlsomme punkter. Derudover udtalte en anonym organisationsejer sig til HLTV, hvor han blandt andet sagde: "CSPPA vil intet godt og skal stoppes".

Der er endnu ikke kommet nogen konkret afslutning på konflikten, hvorfor det bliver spændende at se, om der sker mere i det nye år.

COVID-19 spænder ben for flere turneringer

Det var dog ikke kun CSPPA, der skabte problemer på den professionelle CS:GO-scene. Også den globale pandemi, COVID-19, kom på banen igen i december, og her spændte den ben for forårets planer om en Major.

Der er dog stadig håb forude, da Valve udtalte, at de arbejder på en løsning, så der kan blive afholdt Major i efteråret i stedet.

Også et andet af årets helt store Counter-Strike-events måtte se sig slået ud af coronavirussen. Her gjaldt det IEM Katowice, som i 2021 vil blive afholdt i et studie i Europa.

Dette er altså en noget anderledes måde at afvikle turneringen på, da den normalt bliver afholdt i Spodek Arena i Polen på ganske storslået manér.

Heroic undskylder - men for hvad?

December var også måneden, hvor Heroic kom på en banen med en officiel undskyldning, for at have brugt upassende sprog og bandeord under en kamp.

Her skrev organisationen på Twitter, at de tog det fulde ansvar for hændelsen, samt at de fremover indfører konceptet 'Being Heroic', som handler om "at være den bedste udgave af sig selv, både på og uden for serveren".

Undskyldningen skabte dog imidlertid forvirring, da langt de fleste - både på Twitter og her på Dust2.dk - ikke helt forstod, hvad Heroic konkret undskyldte for.

Astralis på toppen - på flere niveauer

En anden dansk organisation havde også en travl december måned. Tilbage i november annoncerede Astralis nemlig, at de ville udvide med et talenthold, og at de i den forbindelse kiggede på over 50 spillere.

I december blev det længe ventede holdkort så endelig annonceret, og her kunne Astralis Talent præsentere de fem spillere: R0nic, vigg0, Zyphon, vester og void.

Astralis Talent deltager i næste sæson af Elgiganten Ligaen, hvor de skal prøve kræfter med blandt andre Copenhagen Flames, AGF og Tricked.

Det var dog ikke kun talentholdets holdkort, der var længe ventet. I starten af december gjorde A-holdet, Astralis, nemlig endelig brug af deres sjette mand, Bubzkji.

Den 22-årige spiller havde ikke spillet en eneste kamp siden september, men det var dog ikke til at se, da han på overbevisende manér hjalp holdet til en 2-0-sejr over FURIA.

I et interview efter kampen kunne Bubzkji fortælle, at han måtte gennemgå en ændring af sin spillestil, før han atter kunne komme på banen igen.

December blev da også en ganske fornuftig måned for Astralis, som blandt andet løb med sejren i IEM Global Challenge 2020, hvor de slog de tidligere rivaler fra Liquid.

Denne sejr var særligt vigtig, da den førte til, at danskerne generobrede tronen på HLTVs rangliste over de 30 bedste hold i verden.

Ugen efter skete der ikke mange ændringer på ranglisten, hvorfor Astralis slutter som verdens bedste hold - faktisk for tredje år i streg. 

I aften kan Astralis-mandskabet altså skyde det nye år ind, velvidende at de lige nu er verdens bedste Counter-Strike-hold.

Om de atter slutter på toppen i 2021, vil kun tiden vise.

#1(Med 0 svar)
2. januar 2021 kl. 14:04
Dagowich
Var der nogensinde nogen der fandt ud af, hvad det var for noget med Heroic?
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.