Kjaerbye var færdig i North, mens også hans tidligere hold, Astralis, lavede ændringer i holdkortet i juli.

Året der gik: Drama, udskiftninger og spillerlønninger

Juli var heller ikke fri for drama, da Flashpoint og CSPPA havnede i stridigheder, mens der også var ændringer hos flere danske tophold.

Selvom, at spillerpausen indtraf i juli måned, så startede sommerferien langt fra dramafrit ud.

I juli var der nemlig stort drama med CSPPA og Flashpoint, mens der også var de helt store udskiftninger hos både Astralis og North.

CSPPA og Flashpoint i stort drama

Spillerorganisationen CSPPA og turneringsarrangøren Flashpoint havnede i store stridigheder i starten af måneden, da Flashpoint nægtede at betale CSPPA et milliongebyr.

Turneringsarrangøren præsenterede fem klagepunkter og kontraktbrud, de mente, CSPPA skulle rette op på, inden spillerorganisationen ville modtage betaling.

CSPPA var hurtige til at svare igen og kom selv med begrundelser for, hvorfor de havde overholdt Flashpoints fem klagepunkter, mens de samtidig afviste alle anklager om kontraktbrud.

Dette svar var dog ikke nok til at holde yderligere kritik på afstand, da B.T allerede ugen efter kunne afsløre, at ESL var klar til at bryde alle aftaler med CSPPA, mens også BLAST kritiserede spillerorganisationen.

Udskiftninger hos North

Det stod heller ikke stille hos North i juli måned, hvor der blev skiftet gevaldigt ud på flere positioner.

18-årige Kristou blev sendt tilbage til AGF, da lejeopholdet i North sluttede i starten af måneden, hvilket efterlod North med blot fire aktive spillere på holdet, mens Kjaerbye var ude på ubestemt tid.

Hvis man forventede, at Kjaerbye kom tilbage, tog man dog grueligt fejl. Allerede ugen efter offentliggjorde North nemlig, at man ville fortsætte uden stjernespilleren, hvilket altså endeligt sendte holdet ned på fire mand.

Dette efterlod også Kjaerbye fri på transfermarkedet efter mere end to år hos North, som han var blevet hentet til efter en succesfuld periode hos Astralis, som sluttede med, at Kjaerbye blev den yngste Major-MVP nogensinde.

Astralis henter stjerner fra konkurrenter

Heller ikke i Astralis var der stille på transferfronten i juli måned, hvor hele to nye ansigter blev budt velkommen.

Den 1. juli tiltrådte es3tag holdet officielt efter at have skrevet under på en kontrakt med det stjernespækkede mandskab allerede i marts, men det var altså først i juli, han officielt blev en del af Astralis, da kontrakten med Heroic udløb.

Dette var dog ikke den eneste handel, Astralis lavede i juli. Den 31. præsenterede den danske organisation nemlig også Bubzkji, stjernespilleren hos konkurrenten MAD Lions, hvilket så Astralis udvide holdkortet til syv mand.

Så meget tjener topholdene

I midten af måneden udgav det danske medie B.T en artikel, hvor de baseret på kilders oplysninger kunne offentliggøre spillerlønninger hos de danske tophold.

Her viste mediets informationer, at det især var Astralis og North, som havde lagt sig i front, mens Heroic og MAD Lions haltede langt bagefter Danmarks to store løntunge hold.

#1(Med 0 svar)
27. december 2020 kl. 19:20
unclejakes
Guld Sæsonkort Sæson 16
Sølv Sæsonkort Sæson 18
Der var sgu drama hver måned, hvis jeg sådan tænker tilbage.
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.