
Astralis krydser klinger med unge talenter
I dag er der mere dansk Counter-Strike på programmet, når Astralis om lidt støder sammen med russiske Gambit i kvartfinalen i DreamHack Masters Winter.
I går overlevede danskerne en sand neglebider mod G2, men i dag er modstanderen altså en ganske anden. Det unge mandskab fra Gambit har nemlig spillet fænomenalt på det seneste, hvilket har vist sig at være lidt af en overraskelse for mange.
Senest er det blevet til 2-0-sejre over både Complexity og Cloud9, ligesom det russiske mandskab da også gik hele vejen i DreamHack Open November, hvor de til sidst kunne kalde sig sejrherrer.
Det er særligt den unge AWP-spiller sh1ro, som Astralis skal holde et vågent øje med. Den blot 19-årige russer har nemlig præsteret en imponerende rating på 1.28 over de sidste tre måneder, men om dette er nok til at udmanøvrere den erfarne device, finder vi ud af i dag, hvor taberen af opgøret bliver elimineret fra turneringen.
Samtidig er der et andet spændende opgør i gang, når Complexity støder sammen med FURIA. Her er der ligeledes alt på spil, når de to hold mødes i kampen om en plads i semifinalen i DreamHack Masters Winter.
FURIA går ind til opgøret som favoritter, da de har spillet nogle fremragende kampe på det seneste. Her er det blandt andet blevet til sejre mod G2, North og Liquid.
I dag er det dog blameF, k0nfig og resten af Complexity-tropperne, der skal prøve kræfter med brasilianerne, når opgøret om lidt skydes i gang.
Kampene kan følges på HLTV Live.



























