
NiP forlænger med THREAT
Siden oktober 2019 har THREAT været coach for det svenske NiP-mandskab, og dette samarbejde fortsætter fremover, da den 32-årige coach har skrevet under på en tre-årig kontrakt med organisationen.
Det skriver NiP i en pressemeddelse.
Her bliver det ligeledes uddybet, at THREAT har haft en stor indflydelse på holdet, samt at han er én af de mest velrespekterede coaches på den professionelle CS:GO-scene.
I pressemeddelelsen udtaler Jonas Gundersen, Chief Operating Officer hos NiP, at han glæder sig over, at THREAT har valgt at dedikere sine næste tre år til organisationen.
Han er én af de kyndigste coaches/IGLs i spillets historie, og han står for de værdier, vi værdsætter hos NiP. Vores vision om at bygge en moderne, førende esportsorganisation er centreret omkring at yde den bedste støtte, empowerment og præstationsmiljø for talenterne, både coaches og spillere, og jeg tror fuldt og fast på at denne kombination vil være fundamentet for mesterskabsvindende hold hos Ninjas in Pyjamas over de næste mange årtier, udtaler Jonas Gundersen i pressemeddelelsen.
Også hovedperson selv, THREAT, er begejstret over at fortsætte hos NiP.
Jeg er meget glad for at kunne annoncere, at jeg har skrevet under på tre år mere med NiP. At vende tilbage til coach-rollen i begyndelsen af året var en svær beslutning, men jeg tror på at vi, med NiPs nye struktur og retning, vil være i stand til endelig at få Sverige tilbage til toppen af CS. Jeg vil gerne takke NiP for denne mulighed for at jeg kan fortsætte med at arbejde med min største passion.
THREAT har været hos NiP af to omgange, først fra 2016 til 2018, hvor han ligeledes agerede coach. Han vendte tilbage til holdet i oktober 2019, hvor han først skulle fungere som assisterende træner for den daværende coach pita, men i januar 2020 overtog han altså rollen som holdets coach.
Nu bliver denne stilling altså forlænget med hele tre år, når THREAT ligeledes fremover vil stå bag NiP-spillerne.
I samme ombæring meldte organisationen ud, at de henter mahone som analytiker for CS:GO-holdet, hvor han blandt andet skal hjælpe med at forberede sig på modstanderne i de fremtidige kampe.




















