
Nu begynder Astralis' rejse i IEM Beijing-Haidian
I går blev gruppe B i IEM Beijing-Haidian skudt i gang med et ægte danskerbrag, da Heroic og North stødte sammen i et opgør, der i sidste ende faldt ud til Heroics side.
Her til eftermiddag er der atter dansk Counter-Strike på menuen, når Astralis tager imod finske ENCE i IEM Beijing-Haidian i upperbracket-kvartfinalen.
Det er kun knap to uger siden, Astralis fik den garvede spiller Xyp9x retur efter en længerevarende pause. Siden da har holdet spillet tre kampe, hvori det er blevet til to sejre mod henholdsvis MIBR og G2.
I disse tre kampe klarede Xyp9x det ganske godt, og formåede da også at leve op til sit tilnavn, 'Clutchministeren', idet han præsterede op til flere clutches mod et yderst velspillende G2-mandskab.
Nu hedder modstanderen ENCE, men det er dog ikke helt det sædvanlige mandskab, Astralis skal op imod. Det finske hold har nemlig for nylig hevet doto ind som erstatning for Aerial, som er sygemeldt.
Det bliver derfor spændende at se, om Astralis - og ikke mindst 'Clutchministeren' - kan slå finske ENCE.



















