
Sørby-duo skal genopbygge eSpuma efter skuffende sæson
eSpuma er i færd med at opbygge et nyt førstehold til næste sæson af Elgiganten Ligaen 1. division og ESEA.
Det skriver grundlægger og ejer af organisationen, Nick Apel, i en Twitlonger.
eSpumas nu tidligere førstehold valgte i sidste måned at trække stikket ovenpå en række skuffende resultater, særligt i Elgiganten Ligaen, hvor det blev til en 6. plads i 1. division B.
Sørby-duo skaber nyt eSpuma-hold
Det bliver Sørby Alpha-duoen Zimmer og Griller, der danner grundlag for det nye eSpuma Main-hold. Zimmer tager den store taktiske hat på som ingame leader.
Min rolle i projektet er ingame leader. Der føler jeg mig mest komfortabel, og der mener jeg også, at jeg kan bidrage mest. Jeg er den mere taktiske spiller, mens Griller skal bringe firepower til holdet. Han er desuden i en rimelig ung alder af 17 år allerede proppet med erfaring, forklarer Zimmer.
Sørby Alpha endte på en 9. plads i 1. division B, hvorfor de rykkede direkte ned. Duoen vender dog tilbage i 1. division med eSpuma, da organisationen fortsat har en plads i divisionen.
Dermed rejser spørgsmålet sig, hvorvidt spillerne er i stand til at forsvare eSpumas spot i næste sæson. Zimmer fortæller, at Sørby Alpha kort inde i sæsonen besluttede, at holdet ikke skulle fortsætte sammen, hvorfor træningen også ophørte.
Den 22-årige IGL mener dog bestemt, at duoen kan stable et hold på benene, der med faktisk træning kan spille med i 1. division i Danmarks stærkeste CS:GO-liga.
Det hold, vi spillede med, aftalte kort inde i sæsonen, at holdet ikke skulle fortsætte, og dermed stoppede alt, der hed træning også. Det er svært at holde højt niveau, når vi vidste, at vi ikke skulle spille sammen mere, erkender IGL'en og fortsætter:
Jeg er helt sikker på, at vi har niveauet til at spille med i næste sæson. Mine forventninger er selvfølgelig først og fremmest at forblive i 1. division, men jeg ser gerne, at vi kommer op og leger omkring top 4 i tabellen i næste sæson.
Ud over næste sæson af Elgiganten Ligaen 1. division, tager eSpuma kampen op i ESEA Intermediate efter en mislykket Main-sæson af det nu tidligere eSpuma-mandskab.
eSpuma er en fast forankret organisation på den danske Counter-Strike-scene, hvilket medfører et pres, fortæller Zimmer, der ser frem til at bevise sit værd i den kommende sæson.
Jeg er beæret og glad for at få lov til at repræsentere eSpuma. Der medfølger dog et pres for at vise, at vi er den rigtige beslutning, og det vil jeg forsøge at leve op til. Jeg glæder mig til at komme i gang!
Det bliver duoen, der sammen med Nick Apel skal sammensætte det nye eSpuma i løbet af den kommende måned.
eSpuma Main består indtil videre af:
Zimmer
Griller