
Cloud9 imponerer ikke i debuten
Der var høje forventninger til det nye Cloud9-hold, der fik debut i dag mod Virtus.pro i Flashpoint 2, men det gik ikke, som HenryG havde drømt om.
Cloud9, der har danske es3tag på holdkortet, tabte nemlig 0-2 mod det CIS-baserede mandskab.
Første map lignede en ren walkover for særligt YEKINDAR, der spillede rigtig godt, men Virtus.pro blev også hjulpet godt på vej af Cloud9-spillerne, der så rustne ud.
På andet map blev det en tættere affære, men heller ikke her formåede Cloud9 at sejre, og holdet har derfor stadig til gode at vinde sit første map i en officiel kamp.

Cloud9, og i særdeleshed HenryG, der er ansvarlig for CS:GO-holdet, har i løbet af de sidste par måneder været gode til at hype det nye hold.
Det har de blandt andet gjort gennem offentliggørelsen af kontrakternes værdi, som i es3tags tilfælde lyder på svimlende 13,3 millioner kroner over tre år.
Netop derfor har mange CS:GO fans set frem til holdets debut, men det der skulle have været et festfyrværkeri endte som en fuser. Cloud9 kan rette op på debuten søndag, når de skal spille taberkamp i gruppen mod enten Gen.G eller OG.




























