
Kampen om oprykning starter i dag: "Det vil være kæmpestort"
I aften skal 16 hold fra både 1. og 2. division i kamp, når holdene skal forsøge at tage et stort skridt mod enten overlevelse eller oprykning til 1. division i Elgiganten Ligaen.
Ølgod Efterskole 2 kom med i slutspillet på yderste mandat, da de lige akkurat snuppede fjerdepladsen i 2. divisions-gruppen for næsen af Hobro Vikings. De skal derfor møde Falcons fra 1. division i dag.
Jeg er spændt på kampen i aften. Falcons er en svær modstander, og vi går ind som ret store underdogs, men jeg vil mene, at vi kan vinde, hvis vi rammer dagen. Falcons har haft nogle svingende resultater, så vi er klar til at gribe chancen, hvis de ikke er helt klar. Hvis vi slår Falcons, føler jeg, at vi har rigtig gode muligheder for at sikre os oprykning, siger 16-årige z1o fra Ølgod Efterskole 2.
Efterskoleholdet har op til kampen mod Falcons forberedt sig på, hvordan vetoen kan ende, men derudover har de holdt fokus på, at de skal spille deres eget spil og individuelt være helt klar.
Det får de brug for, hvis de skal slå Falcons og tage et stort skridt mod oprykning til 1. division.
Det vil være helt vildt fedt at rykke op. Ingen af os har før spillet på så højt et niveau, så det vil være kæmpestort, fortæller z1o, der også øjner muligheden for to Ølgod-hold i 1. division, da førsteholdet allerede spiller deroppe.
Ølgods andethold skal klokken 19:00 i kamp mod Falcons. Hvis de vinder den kamp, skal de i morgen i kamp mod enten DeFantastiskeFem eller Quantaya om en plads i 1. division.
Du kan selv se bracket for slutspillet her. Alle kampe er BO3, og det er de fire bedste hold, som sikrer sig en plads i 1. division. De 12 resterende hold må tage til takke med en plads i 2. division.
Aftenens kamp mod Falcons vises live på dust2tv.











