
MAD Lions spiller første kamp i Katowice
I går lagde de danskere, der skulle i kamp, fra land med sejre, og det skal MAD Lions forsøge at eftergøre i dag, når HUNDENs løve-kuld skal i kamp for første gang ved IEM Katowice.
Over for danskerne står blandt andet en tidligere Major-vinder og 2019's ottende bedste spiller, så der er ingen tvivl om, at MAD Lions skal ud i en hård duel mod Evil Geniuses.
Det amerikanske hold er dog ikke, hvad det her været, for selvom EG stadig er rangeret i top 5 i verden, har holdet langt fra imponeret ved de seneste turneringer. I Dust2.dks optakt til eventet scorede Evil Geniuses således ikke særlig mange point i kategorierne 'Win rate % seneste 3 måneder' og 'Spillernes rating seneste 3 måneder'.
Trods det er EG stadig bookmakernes favorit, og hos eOddset kan en sejr til MAD Lions spilles til odds 2,40. Det er altså ikke en helt umulig opgave for danskerne, men det bliver svært.
Et nederlag sender dem ned i lowerbracket i gruppen, og derfra er der lang vej til slutspillet, mens en sejr vil være et stort og vigtigt første skridt mod en af de tre slutspilspladser i Gruppe B.
Samtidig med MAD Lions' kamp skal også Liquid og Virtus.pro ud i holdenes første opgør i Katowice.
Virtus.pro har langt fra været overbevisende på det seneste, og det er derfor også klart Liquid, som er kampens helt store favorit, når verdensranglisten nummer tre og 19 støder sammen.