
Tricked præsenterer nyt CS:GO hold
Den danske organisation Tricked har netop løftet sløret for det nye CS:GO hold, der skal repræsentere de røde og sorte farver i fremtiden.
På holdet finder vi blandt andre de tre tidligere maquinas-spillere kiR, kwezz og Lucky. Det kommer dog ikke som den store overraskelse, at netop de tre nu er at finde hos Tricked, da Dust2.dk allerede i december kunne afsløre, at skiftet var under opsejling.
De to sidste spillere er torben og Toft, der også var en del af det lineup, som Dust2.dk berettede om tilbage i december.
De har begge en fortid sammen, da de var en del af ex-Fragsters' holdkort, inden holdet besluttede sig for at kaste håndklædet i ringen og gå hver til sit.
Nu bliver de dog samlet igen i Tricked på et hold, der med en gennemsnitsalder på 19 år må siges at have en masse udviklingspotentiale. torben er alderspræsident med 24 år på bagen, mens både Lucky og Toft blot er 17 år.
Tricked skriver da også på hjemmesiden, at dette er et hold med et kæmpe potentiale, som kommer til at tage samme spring, som det tidligere hold gjorde. Inden for 12 måneder skal mandskabet spille sig i top 30 i verden, så der venter en spændende tid for dem.
Tricked består af:
Lucky
kiR
kwezz
Toft
torben
Winspai (Coach)
Trickeds første officielle kamp bliver til GGW #25 i Aalborg, der spilles fra den 24. til 25. januar. Der er gratis indgang for gæster, hvis du vil op og se dem i aktion live.