
Liquid sejrer i tæt kamp; Heroic møder G2
Liquid overlevede med nød og næppe mod HellRaisers og skal derfor dyste mod MIBR om at gå videre til slutspillet.
Liquid slog HellRaisers på Vertigo, hvor det var tydeligt at se, at nordamerikanerne og særligt NAF var helt klar fra start.
Derefter var det tid til Inferno, hvor oskar stemplede ind på serveren og sørgede for en masse runder på HellRaisers' del af scoreboardet. Det samme gjorde nitr0 hos Liquid, men det var lige nøjagtig ikke nok, da Liquid manglede et halvt sekund for at defuse bomben i sidste runde.
Kampen skulle derfor afgøres på Overpass, hvor HellRaisers længe lignede et hold, der ville snuppe sejren. Liquid trådte dog i karakter mod slutningen og sejrede 16-14, men lige nu er det svært at se, at Liquid er rangeret som nummer et i verden, for holdet har slet ikke ramt topniveauet i denne turneringen.

Næste kamp på A-streamen står mellem Heroic og franske G2. Vinderen af opgøret er klar til slutspillet, mens taberen må pakke sammen og rejse hjem.