
AnJ: "Jeg har mange gode år tilbage"
I kølvandet på gårsdagens nyhed om, at AnJ i fremtiden ikke vil være at finde på Nordavinds startfemmer, tog Dust2.dk en snak med AnJ om sin tid hos Nordavind, og hvordan danskerens fremtid kommer til at se ud.
I interviewet kommer det blandt andet frem, at AnJ er positivt stemt over for det nye år, da han blandt andet skal prøve kræfter hos ex-Fragsters i ESEA MDL og til GGW #24 Pro.
Hvorfor er du ikke længere end del af Nordavind?
Det er faktisk ret simpelt. Der var en prøveperiode i min kontrakt på 3 måneder, som begge parter kunne bruge til at se hinanden an på. Da jeg joinede Nordavind, var planen sådan set at joine et hold, som i sidste Minor cycle klarede sig rigtig godt, da de vist kun var én sejr fra at komme til Minoren. Grundet nogle interne problemer på holdet, skulle det vise sig, at yderligere udskiftninger skulle til, og pludselig stod vi med et lineup, som var meget uprøvet og lidt et sats. Efter hård pracc og bootcamp op til både Minor kvalifikationen og den nationale Telenorliga forventede jeg, at vi om ikke kom til den lukkede kval til Minoren, så i hvert fald slog nogle prominente hold. Alt andet end en sejr i Telenorligaen var ikke noget, som jeg ville kunne acceptere.
Ingen af de ting formåede vi at klare. I Minor kvalifikationen nåede vi aldrig længere end til første kamp på andendagen, og i ledelsen var der allerede dengang tvivl om nogle af spillerne på lineuppet, som så førte til den uheldige situation, at en spiller blev bænket før Telenorliga-finalespillet, hvilket resulterede i, at vi måtte spille med coachen, hvilket mildest talt gik ad helvedes til.
Da vi så kom til slutningen på sæsonen, prøvede jeg at få forskellige parter i organisationen og på holdet til at lægge en plan for 2019, eller i det mindste bare få styr på hvordan lineuppet skulle se ud, så jeg kunne finde ud af, om jeg ville binde mig for resten af 2019, eller om jeg skulle trække stikket og forlade holdet ved det nye års begyndelse.
Det blev til det sidste, da vi aldrig kom frem til en løsning, og det føltes for mig lidt som om, at de ikke ville bruge flere kræfter på det, før i det nye år. Kort sagt så var mangel udvikling på trods af massere af træning og hjælp fra organisationen, samt mangel på svar på hvad fremtiden ville bringe grunden til, at jeg valgte at takke af efter min prøveperiode.
Har du lært noget specielt ved at spille i Nordavind?
Jeg ved ikke, om jeg ligefrem har lært noget specielt. Man lærer altid noget ved at spille med nye spillere, man bygger altid videre på ens evne til at forholde sig til nye personligheder, og hvordan man bedst muligt skal formidle kommunikationen til hver spiller for at være sikre på, at de forstår hvad man mener og ikke bliver fornærmet/går i forsvarsposition. Det mest specielle jeg har lært er sku nok at lyde som en af de der tour-guides nede sydpå, der prøver at snakke skandinavisk så både nordmænd, danskere og svenskere kan forstå dem, det er ikke kønt. Men rent cs-mæssigt må jeg til stor skuffelse nok indrømme, at jeg ikke har lært det store, udover at AUG’en selvfølgelig er masterrace.
Hvad står den på for AnJ de næste par måneder?
Jeg får travlt! Som i kunne rapportere forleden, er jeg på ex-Fragsters lineup på ESEA, hvilket jo nok er en ret tydelig indikation på, hvad jeg skal bruge min tid på. Drengene spurgte mig, om jeg kunne være interesseret i at give dem et skud, og det kunne jeg ikke sige nej til. Så vi kommer til at give den fuld gas med pracc, for at se om vi føler, at det klikker, og det vil sige, at jeg kommer til at hjælpe dem i denne MDL sæson, og derudover kommer jeg også til at spille diverse online turneringer samt deltage til GGW med holdet. Alle de ting føler jeg er en rigtig god test, som kan hjælpe os med at se, hvad potentialet er med det her nye lineup. Derudover skulle 2019 forhåbentlig blive året, hvor jeg åbner mig op for kærligheden, så jeg kan få en sød pige hjem og hjælpe på ensomheden heroppe i mit hus i det mørke Nordjylland, men da jeg er klar over, at det er ret urealistisk, har jeg besluttet mig for at få en hund i stedet, så sådan en skal jeg ud og kigge på i dag.
Hvad er den store gameplan for dig? Har du mål for, hvor du skal være om et, to og/eller tre år?
Den store gameplan har ikke ændret sig siden dengang, vi begyndte at vise potentiale i Singularity. Mit mål er stadigvæk at komme til en major, udvikle mig så meget som muligt og skabe mig en karriere, som jeg kan se tilbage på med stolthed når jeg engang er færdig. Jeg ved godt, at jeg allerede nu er nået en alder, hvor nogle folk tænker løbet er kørt for mig, men jeg ved, at jeg ikke har været i gang i 10-15 år endnu. Hvis man tager sig tid til at læse f.eks GeT_RiGhTs interview, eller lytter til spillere som TaZ, finder man ud af, at det mest af alt handler om at holde motivationen kørende og ikke bliver udbrændt, og jeg kan garantere, at jeg ikke har problemer med nogle af delene, så jeg tror på, at jeg har mange gode år foran pc’en tilbage.
Om et år håber jeg helt sikkert, at jeg har kæmpet mig tilbage til et punkt, hvor folk udefra ser mig som en dygtig spiller, der har, hvad der skal til for at nå til tops, og at jeg igen kan begynde at høste lidt selvtillid baseret på mine resultater både individuelt men bestemt også som hold. Det er jo meget kliché at sige, CS er et spil baseret på selvtillid, og den selvtillid er jo obviously lettere at booste, når man har communitiet bag en, med støttende og positive beskeder, frem for “han ligner en skygge af sig selv” osv. Men selvfølgelig skal der være belæg for at få den støtte. Så jeg håber året kommer til at hjælpe mig tilbage på et hold, hvor jeg kan levere de præstationer, som jeg ved, at jeg kan, så folk begynder at tro på mig igen. Der er heldigvis en god slat mennesker, som altid har været med mig, og de ved, at de har været med til at holde mig kørende igennem et år, som ikke har været det bedste. Men de skal have et tak anyway! Der skal sparkes røv, og det er jeg sikker på, at jeg kan.
Med AnJ på startfemmeren kommer ex-Fragsters til at spille med følgende lineup i MDL:
LOMME
AnJ
dragoNfly
stavn
torben