POWER blog: Rustjebaneturen

Så er det POWER blog tid igen. Denne gang skal vi følge med ruggah og dignitas ud i verden og vi kommer nu med til Starladder i-League og DreamHack Bucharest.

September stod pludselig for døren og med minimal træning virkede to events ganske uoverskueligt. Vi pakkede dog kufferterne med en god portion energi, da vi så frem til at konkurrere på den internationale scene igen ovenpå ESL One skuffelsen. På forhånd havde vi ikke sat målsætninger for hverken Starladder i-League eller DreamHack Bucharest, dog var mavefornemmelsen at vi gerne skulle videre fra gruppespillet.

Vi starter gruppespillene som torskerogn, og sætter os selv i en utrolig svær position at komme tilbage fra. Heldigvis viser drengene mental karakter og kæmper sig tilbage i begge turneringer, på trods af at møde hold som FaZe, FlipSid3 og GODSENT. Især FaZe kampen var noget vi var stolte af, da de gentagende gange har gjort det svært for os tidligere. Fælles for begge gruppespil var, at lige meget hvad modstanderne kom med (heldige runder, vilde taktikker eller gode runder), så rystede holdet det af sig og rettede fokus fremad.

Playoff til i-League bød også på et revanche møde med Heroic. Som jeg nævnte i min tidligere blog, så følte vi, at vi smed dumme runder mod dem til POWER LAN og de vandt en del nøgle-clutches. Med det i mente, gik vi ind til kampen med en kæmpe selvtillid, eftersom de ikke havde slået os med vores startfemmer. Med friske erindringer fra finalenederlaget, fik vi lagt en solid gameplan og tilpasset vores spil til deres stil. Det gav pote, eftersom vi vandt Heroics vel stærkeste maps på daværende tidspunkt; cbble og mirage. Sejren var en forløsning og lettede en masse pres på især danskerne.

Semifinalen var et klassisk ”manglende erfaring” nederlag, hvor der undervejs blev diskuteret heftigt på første map, da folk brændte inde med en masse frustration over forløbet af en håndfuld runder på vores T-side. I bagklogskabens lys, er det noget der har hjulpet os til at finde den rette mentalitet under kampene, men i situationen var det en rigtig lorte oplevelse, da vi tabte kampen uden at give alt hvad der var i posen. Det er nok også den episode, der har givet mig mest erfaring i arbejdet med spillerne, eftersom jeg blev klogere på, hvornår det var jeg skulle tage over og give folk en puster.

Til DreamHack havde vi en virkelig god fornemmelse inden mødet med Virtus Pro (red. VP) i semifinalen. Vi følte os ovenpå efter at have slået FaZe ud, folk var begyndt at spille op til egne forventninger og VP er et hold som vi altid har haft gode præstationer mod. Så da vi får kæmpet os tilbage på cbble og vinder mange nøglerunder på tredje map, følte vi os virkelig taget ved næsen da Neo vinder en 1on5 ved stillingen 13-15 (de ville have været broke i sidste runde). Erfaring eller ej, så var det en kamp vi aldrig skulle have tabt. Det er en kamp vi stadig reflekterer over, når vi snakker om at holde fokus i alle 30 runder.

Med de to semifinaler hoppede vi et godt stykke frem i rankings og fik tanket en masse selvtillid i holdet. To ting der virkede usandsynlige blot uger forinden, hvor alt der kunne gå galt - gik galt. Humøret var højt på vej hjemad i flyveren, nu var det ”blot” at komme hjem og holde formen kørende i ESL Pro League. Det skulle dog vise sig sværere end først antaget. Inden afgang til i-League og DreamHack havde vi 9-5 i mapscore i ESL Pro League (red. EPL), så forventningerne om kvalifikation til finalerne var tårnhøje. Et reality check og en 1-5 score senere, så var stemningen pludselig helt i bund. Vi havde store problemer med at finde LAN-niveauet frem og vi kom i åndssvage diskussioner internt. Pludselig havde vi skyllet vores forarbejde i EPL ud af vinduet og vores chancer for videre avancement små. Vi havde trods alt stadigvæk Heroic, Na'Vi og EnvyUs tilbage i must-win kampe.

I mellemtiden deltog vi også i den europæiske EPICENTER kvalifikation, hvor vi startede ud med at tabe åbningskampen til mouz. Så, halvvejs igennem havde vi seriøse overvejelser i forhold til at droppe ud og fokusere på EPL/WESG, da der kun var 1 hold ud af 8, der kunne booke en billet videre. Heldigvis forblev vi i turneringen og kvalificerede os til Moskva (deriblandt med en sejr over Astralis, der uger forinden havde sendt os ud af ESL New York kvalifikationen). Et lyspunkt, der satte gang i en sejrsstime.

Den gode form fra EPICENTER-kvalifikationen havde fyldt selvtillid på tanken. 2 nuke-sejre mod Heroic og 2 dominerende maps mod Na'Vi senere, var vi pludselig med i den sjove ende af tabellen. Na'Vi kampen var en øjenåbner, der beviste at vi kunne bide skeer med de bedste i verden. Vi slog dem overbevisende. Det endda på trods af, at vi var tvunget til at rejse en dag tidligere til WESG, for at spille kampen fra en internetcafé i Kiev. Iskolde, spillede drengene som var det en normal kamp derhjemme, uden at blive påvirket af det ydre pres eller stress fra omgivelserne. Sejren over Na'Vi, var for alvor det der satte gang i tingene; 10 map wins og 1 loss senere, havde vi også formået at vinde den europæiske WESG-kvalifikation. En sejr der på intet tidspunkt var usikkerhed omkring.

Afterparty hoppede undertegnede over på trods af sejren, for de dårlige minder om den ukrainske vodka fra i-League huserede stadigvæk mit sind. I stedet pakkede jeg kufferten med en god fornemmelse i maven. Man kunne mærke på spillerne og holdet som enhed, at de havde rykket sig fra at være et godt hold, til at være et hold som er svære at slå - med et kæmpe potentiale. Formen tog vi med videre til League of Sharks, hvor vi på forhånd vidste at det var 4 sultne hold der mødte op. Heroic som var i et formdyk, Alpha som havde alt at vinde, Tricked som havde revanche for ECS til gode (vi slog dem i oprykningsspillet) og så os, der skulle vise WESG ikke var en enlig svale. Vores lodtrækning var ikke særlig god, eftersom vi skulle møde Tricked i semifinalen. Vi havde en masse respekt for dem på forhånd, da de havde rykket sig fra at være et ok hold, til at være nogle der kan slå selv de bedste på dagen. Meget fokuserede trak vi os sejrigt ud af kampen, hvor vi flere gange undervejs måtte kæmpe særdeles hårdt for sejren.

I finalen skulle vi møde Heroic, i et matchup som vi var rimelig komfortable med på forhånd. Med deres downperiode i mente, gik vi ind til kampen som favoritter. Det var to maps som var spændende i starten, men efterhånden som de skred frem fik vi overtaget. Vi vandt finalen i overbevisende stil, selvom vi fik skrabet et par ufortjente runder sammen undervejs (som k0nfigs pistolrunde på nuke). Men, sådan er det; man skal også have marginalerne for at lave resultater. 

Næste blog-serie vil omhandle vores tur til EPICENTER og i den forbindelse har jeg et spørgsmål til jer, angående hvilket af følgende 3 perspektiver jeg skal skrive den fra:

1: Som jeg har gjort med de forrige: det klassiske helikopterperspektiv med egne inputs

2: Som coach: dvs. mine tanker under kampene og dertilhørende overvejelser

3: Analytisk: nøglerunder fra semifinale/finale forklaret som de udfolder sig

Forrige POWER Blogs kan findes i kolonnen til højre her for.