Ambush er videre til semifinalen efter stor overraskelse
Ambush spillede sig i nat videre til semifinalen i den første åbne ECS Sæson 8 kvalifikation, mens struggletony hurtigt røg ud.
BERRY og resten af Ambush-holdet endte ud i en marathon-kamp mod storfavoritterne Aristocracy, selvom danskerne sejrede overlegent på første map.
Aristocracy kæmpede sig tilbage med en kneben sejr på andet map, og på tredje map måtte holdene ud i overtid, før Ambush og en storspillende refrezh, der i skrivende stund er bænket i OpTic, kunne sejre.
struggletony var også underdogs i deres kvartfinale mod Se7en, men her blev det ikke til nogen overraskelse, da det kazakhstanske hold dominerede kampen fra start til slut.
HooXi, Typos og resten af danskerne var ellers godt med i første del af begge maps, men på anden del blev de kørt fuldstændig over som henholdsvis CT på Dust2 og T på Train. Mixholdet er derfor ude af kvalifikationen.
Ambush skal allerede i aften klokken 19:00 i kamp i semifinalen, hvor Fierce venter, som i går slog TENZKI og hans norske hold Nordavind ud. På Fierces holdkort finder vi spillere som Impulse, frei og k1Ng0r, men det bør være et mandskab, som Ambush kan besejre.
Hvis danskerne vinder, er de klar til ECS Pinnacle Cup, hvor de sammen med 15 andre hold skal kæmpe om de bedste seeds, som kan resultere i invitationer til ECS' online gruppespil.