gla1ve og resten af Astralis skal i ilden i morgen.

5 ting du skal holde øje med til IEM Cologne

Hovedturneringen til IEM Cologne starter i dag, og her er der flere ting, der er værd at holde særligt øje med.

I dag skydes hovedturneringen i IEM Cologne 2021 i gang, og efter næsten 15 måneder med udelukkende online-turneringer bliver det spændende at se, hvilke hold der kommer til at brillere til den længe ventede LAN-turnering.

I de seneste par dage er der blevet kæmpet med næb og kløer i Play-In-stadiet, for her skulle der findes otte hold til den storslåede IEM Cologne-hovedturnering. Her fik blandt andre NIP, FaZe og Vitality skudt sig videre i turneringen, hvor hold som Astralis og Heroic venter.

Herunder giver Dust2.dk dig bud på fem storylines, der kan være særligt interessante at holde øje med i turneringen.

1. Kan Astralis rejse sig igen?

Ét af de hold, som i den grad har noget at bevise, er Astralis. Siden devices exit til NIP i april har det ikke ligefrem været de mest prangende resultater, holdet har disket op med.

Siden AWP'erens farvel har Astralis spillet tre turneringer, men i ingen af disse turneringer er det blevet til imponerende præstationer. Holdet er sluttet på henholdsvis en 9.-12. plads, en 6. plads og en 5.-6. plads i de seneste tre turneringer.

Alt dette kan dog ændre sig her op mod spillerpausen, når IEM Cologne bliver skudt af stablen. Med én af de mest prestigefyldte CS-turneringer kommer der nemlig god mulighed for at vise, at Astralis er mere end blot device, og de danske drenge får dermed chancen for atter at vise tænder, inden de går på sommerferie.

Samtidig bliver det spændende at se, om Astralis-spillerne er ramt af de rygter, som har floreret i de seneste dage. For nylig erfarede HLTV.org nemlig, at zonic muligvis er på vej væk fra organisationen, men om disse rygter er sande, eller har påvirket spillerne på anden vis, kan der kun gisnes om. 

2. Fortsætter Gambit dominansen på LAN?

Det russiske mandskab Gambit har kort sagt domineret CS:GO-scenen i størstedelen af 2021. Her har mandskabet, som har nafany ved roret som kaptajn, stået i finalen i hele ti turneringer, hvoraf de har vundet de syv af dem.

Den 12. april rykkede holdet ind på en førsteplads på HLTVs rangliste over de 30 bedste hold i verden, og denne placering har de altså holdt lige siden. 

Mange sætter dog spørgsmålstegn ved, om holdet nu også kan levere varen, når duellerne ikke længere skal udkæmpes online, men i stedet på LAN. Dette får vi svar på i IEM Cologne, som er kulminationen på knap 15 måneders ventetid med udelukkende online-turneringer. Her bliver det altså spændende at se, om sh1ro og co. fortsætter dominansen.

3. Kampen om CIS-regionen - Gambit vs. NaVi

Selvom Gambit for alvor har cementeret sin plads i toppen af verden, er der også et andet CIS-hold, der jagter førstepladsen. NaVi er nemlig lige i hælene på Gambit, og ånder dem tungt i nakken på andenpladsen på verdensranglisten.

På serveren er det også blevet til flere opgør mellem de to hold, som for tiden kæmper om tronen i CIS-regionen. I år har de mødt hinanden hele ti gange, og her har Gambit været klart dominerende, da de har taget syv ud af de ti sejre. Senest blev de dog overmandet af s1mple og co. i finalen i StarLadder CIS RMR-turneringen, hvor NaVi slog landsmændene 3-2.

Til IEM Cologne er Gambit og NaVi havnet i hver deres gruppe, så vi må vente tålmodigt på forhåbentlig at se de to hold duellere i slutspillet.

4. Kan Heroic forsvare Cologne-titlen - uden HUNDEN?

Heroic har, ligesom Gambit, også en del at bevise på LAN. Holdet sikrede sig nemlig for alvor oprejsning i den såkaldte “online-æra”, for her vandt det danske mandskab den europæiske udgave af ESL One Cologne 2020, hvorefter de strøg ind på førstepladsen på verdensranglisten.

Siden da har holdet udskiftet to spillere, og med de to nye ansigter - sjuush og refrezh - er det blevet til en sejr i ESL Pro League Season 13, og holdet har igen været oppe at berøre toppen af verdensranglisten, denne gang på en andenplads.

Nu går det dog atter løs på LAN for første gang i over et år. Det er dog ikke kun LAN-miljøet, der kan blive en udfordring for Heroic-mandskabet, for i starten af ugen meldte organisationen ud, at de var rejst til Köln uden coachen HUNDEN. 

Der er endnu ikke blevet meldt mere ud om sagen, men HLTV har dog rygtet, at den erfarne coach måske er på vej til Astralis. I går kom der dog endnu en sten i skoen på Heroic, da holdet kunne melde ud, at en spiller er testet positiv for COVID-19, og holdet må derfor ikke forlade deres isolation. I stedet skal de nu spille fra deres hotelværelser frem for i et studie som resten af holdene.

Heroic har heldigvis meldt ud, at alle spillere har det godt og er uden symptomer, men det bliver alligevel spændende at se, om holdet kan overvinde disse bump på vejen, når de atter vender tilbage til LAN - denne gang som forsvarende mestre til Cologne.

5. Vender FaZe stærkt tilbage?

Adskillige hold med dansk islæt er altså at finde til IEM Cologne 2021, og her er FaZe og karrigan også på listen. Det europæiske hold med den danske kaptajn har nemlig kvalificeret sig til hovedturneringen igennem Play-In-stadiet, hvor blandt andre NIP og Vitality også spillede sig videre.

Det har dog været nogle hårde måneder for FaZe, og her har der været langt imellem de store præstationer. I de seneste tre turneringer - BLAST Premier Spring Final, Flashpoint 3 og DreamHack Masters Spring - er FaZe nemlig sluttet i bunden af tabellen.

Holdet har også været præget af adskillige udskiftninger, og har af flere omgange måttet benytte sig af olofmeister - og den svenske legende er da også at finde på holdkortet til IEM Cologne.

Som nævnt kvalificerede FaZe sig igennem Play-In-stadiet, og dette uden nogen større slinger i valsen. Holdet slog nemlig både Evil Geniuses og Complexity, og det bliver derfor spændende at se, om de kan fortsætte de gode takter i hovedturneringen.

Formalia - dette skal du vide om IEM Cologne 2021

IEM Cologne 2021 tæller i alt 16 hold, og otte af disse har kvalificeret sig igennem Play-In-stadiet, som blev spillet færdig i går aftes.

Turneringen spilles på LAN i et studie, og starter med et gruppespil med to grupper á otte hold. Vinderne af grupperne fortsætter direkte til semifinalerne i slutspillet, mens anden- og tredjepladserne skal en tur i kvartfinalerne. Det hele kulminerer den 18. juli med en Bo5-finale.

Turneringens præmiepulje på knap 6 millioner kroner fordeles således:

  • 1. plads: ~ 2,5 millioner kr.
  • 2. plads: ~ 1,25 millioner kr. 
  • 2 x 3.-4. plads: ~ 500.000 kr.
  • 2 x 5.-6. plads: ~ 250.000 kr.
  • 2 x 7.-8. plads: ~ 150.000 kr.
  • 4 x 9.-12. plads: ~ 100.000 kr.
  • 4 x 13.-16. plads: ~ 62.000 kr.

Følgende hold deltager i turneringen:

Gruppe A

  • Gambit
  • USA Liquid
  • G2
  • Broken inline Virtus.pro
  • Sverige NIP (Play-In)
  • BIG (Play-In)
  • mousesports (Play-In)
  • Complexity (Play-In) 

Gruppe B

  • Danmark Heroic
  • Danmark Astralis
  • NaVi
  • Brasilien FURIA
  • Vitality (Play-In)
  • FaZe (Play-In)
  • Australien Renegades (Play-In)
  • Spirit (Play-In) 

 

Åbningskampene forløber således:

Torsdag den 8. juli:

  • Kl. 13:30 -  Gambit vs.  mousesports
  • Kl. 13:30 - USA Liquid vs. Sverige NIP
     
  • Kl. 16:45 - Broken inline Virtus.pro vs. BIG
  • Kl. 16:45 -  G2 vs.  Complexity
     
  • Kl. 20:00 -  NaVi vs. Australien Renegades
  • Kl. 20:00 - Brasilien FURIA vs. Vitality

Fredag den 9. juli:

  • Kl. 13:30 - Danmark Astralis vs. FaZe
  • Kl. 13:30 - Danmark Heroic vs.  Spirit
#1(Med 2 svar)
8. juli 2021 kl. 11:37
whitebear22
Støttet Dust2.dk med 1 julekugle i 2019
Guld Sæsonkort Sæson 15
Guld Sæsonkort Sæson 16
Guld Sæsonkort Sæson 17
Guld Sæsonkort Sæson 18
Det bliver fedt igen at kunne opleve noget andet end spillerne, der sidder hjemme i deres soveværelser.

Er jeg den eneste, der har Gambit mistænkt for at undervurdere betydningen af, at der spilles på LAN? Nafanys udtalelser i HLTV Confirmed er enten et udtryk for, at de undervurderer betydningen eller at de virkelig bare er maskiner.
#2(Med 0 svar)
8. juli 2021 kl. 12:22
SNAZ
Tvivler på de undervurdere noget som helst. De ved godt, at folks øjne er rettet mod dem - om de kan præstere på ligeså højt et niveau som derhjemme.
#4(Med 0 svar)
9. juli 2021 kl. 02:11
livit
Så længe der ikke er 10k stort publikum, tror jeg ikke det har kæmpe stor effekt, rent pres-mæssigt.
#3(Med 0 svar)
8. juli 2021 kl. 17:52
Bergizzle
Uden publikum kan jeg nu ikke se hvorfor det skulle være så "vildt" at de spiller overfor hinanden
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.