MSL spillede for North af to omgange, senest i 2020.

MSL: Vi spillede for stats

I HLTV Confirmed åbnede MSL op om tiden i North, og hvordan manglen på motivation generelt prægede holdet.

MSL var en del af North af to omgange, først fra 2017 til 2018 og senest i ti måneder i 2020. I anden omgang blev det dog aldrig til de store resultater for det danske mandskab, men den 26-årige ingame leader kan dog afsløre, at de havde konkrete mål fra starten.

Disse mål blev dog forpurret af COVID-19-pandemien, som - ifølge MSL - ramte holdets investorer utrolig hårdt. 

Da jeg kom til North, var målet top 5 i verden, og selvfølgelig var det nødvendigt at udskifte nogle spillere, for at opnå det. Så ramte COVID-19, og FCK og den anden investor blev ramt virkelig hårdt, så de var nødt til at gå i en anden retning med hensyn til pengene, og det var vist ikke rigtig muligt at investere så meget i projektet, tror jeg, fortæller MSL i HLTV Confirmed, som han gæstede mandag aften.

North måtte officielt trække stikket i februar 2021 - altså få måneder efter, at de havde skilt sig af med MSL. I 2021 bestod holdet af gade, cajunb, Lekr0, Kristou og svenske grux, men de fem spillere nåede dog aldrig at spille nogen officielle kampe i år.

"Det hele var ét stort rod"

I løbet af de ti måneder på holdet blev det ikke til de store præstationer for hverken MSL eller North. I HLTV Confirmed blev MSL spurgt, om det sidste år med online-kampe havde nogen betydning for de manglende resultater, men det afviser den erfarne IGL.

Jeg vil ikke give online-æraen skylden for noget af det. Jeg tror bare ikke, at vi havde et stærkt nok holdkort. Før jeg joinede, vidste jeg, at der var brug for nogle ændringer, hvis vi skulle opnå vores mål, men i sidste ende kunne vi ikke gøre det. Jeg ville gerne komme tilbage og få North tilbage på toppen, hvilket nok er det samme, som karrigan føler nu (med FaZe, red.), så jeg synes, at det er meget trist, at jeg ikke kunne gøre det.

Holdet var også præget af udskiftninger, og her var de blandt andet nødt til at benytte sig af en stand-in i form af Kristou i flere kampe. MSL kan afsløre, at det særligt var de forskellige udskiftninger og skiftende roller, der fik motivationen til at svinde.

Jeg tror også, at jeg selv lavede nogle fejl, og jeg kunne sikkert have fået mere ud af holdet, end jeg gjorde, men i sidste ende fungerede det bare ikke. For det første havde Kjaerbye nogle mentale ting i april, og senere skulle vi spille med Kristou i to-tre måneder som stand-in - han var AWP'er, men kom på holdet som riffelspiller, og det hele var bare ét stort rod, føler jeg. Det var en hård tid både mentalt og i forhold til motivationen for alle.

Kampen om gode stats

Efter sommerpausen tilsluttede svenske Lekr0 sig North, hvilket udløste en del kritik af det nye holdkort. MSL forsvarer dog beslutningen, og fortæller, at holdet gjorde sit bedste for at arbejde hårdt, men at det hårde arbejde aldrig fungerede i de officielle kampe.

Da Lekr0 joinede, følte jeg, at vi virkelig gav den hele armen. Vi arbejdede rigtig hårdt, og især gade og cajunb lagde mange kræfter i. Vi havde også en sindssygt god bootcamp, hvor vi spillede noget af det bedste CS, jeg nogensinde har set, men det blev bare ikke overført til de officielle kampe, og motivationen blev mindre og mindre. Det føltes som om, at alle tabte kampe i North var ti gange værre for spillerne.

Det føltes heller ikke som om, vi faktisk var et hold, men vi var mere individuelle spillere, der forsøgte at få gode stats, så vi ikke blev kicked. Selvfølgelig tager jeg også noget af skylden for det, for jeg er lederen, og jeg skulle have ændret de her ting hurtigere.

Det var ikke kun manglen på motivation eller selve holdfølelsen, der gjorde det svært at skabe resultater. MSL forklarer nemlig, at der også var bestemte ting in-game, som ikke fungerede, og som han gerne ser ændret på sit fremtidige hold.

Jeg følte ikke, at de andre ville gå ud og dø for mig i en runde, for at få kill'et. Jeg føler også, at det har været et stort problem for mig i alle mine hold, siden jeg blev AWP'er - altså, jeg ville altid dø for mine holdkammerater, dengang jeg var riffelspiller; jeg ville gøre det ti ud af ti gange, men jeg følte ikke det samme med det her hold.

Som nævnt stoppede North al arbejde inden for CS:GO i februar i år. MSL var bænket siden slutningen af 2020, men er nu ledig på markedet, og leder derfor efter et nyt projekt.

Hele HLTV Confirmed-afsnittet med MSL kan ses og høres her

#1(Med 0 svar)
14. april 2021 kl. 08:53
arseface
Han sagde også at hvis man kombinerede Aizys talent med MSL's motivation og arbejdsmoral havde man den perfekte spiller. Subtil sviner til Aizys dovenhed. Jeg er slet ikke i tvivl om at Aizy var størte problem for North. Det er svært at finde holdånden frem, når i hvert fald 20% af holdet ikke er motiveret eller ligger de timer i der kræves.

Håber MSL kommer tilbage på et hold igen snart.
#2(Med 0 svar)
14. april 2021 kl. 09:05
Martin
Dust2 fantasy vinder
Støttet Dust2.dk med 24 julekugler i 2019
Guld Sæsonkort Sæson 15
Guld Sæsonkort Sæson 16
Guld Sæsonkort Sæson 17
Jeg håber virkelig den klynge af spillere, som er ledige nu går sammen og grinder max, men for satan det må være svært at gå fra store lønninger til hvad end rester der pt er muligt i markedet.
#3(Med 0 svar)
14. april 2021 kl. 09:15
zyh
Det må vel på intet tidspunkt kun være et job for en IGL at påtage sig ansvaret for at hans medspillere er motiveret og klar til at præstere for sine medspillere? Hvis MSL har ret, så er det fandme en sørgelig karrygryde de har været i.
#4(Med 0 svar)
14. april 2021 kl. 09:52
noche
Støttet Dust2.dk med 2 julekugler i 2019
Fine refleksioner, men jeg synes ikke helt han helt har indset hvor stor en barrier han selv var for at få holdet på ret køl. Hans AWP spil var okay, men ikke som metaen foreskriver, dominerende, og han tilpassede sig ikke at der kom en ny spiller som fx Kristou ind og så lignede de mest af alt et hold, der bare kørte på den rutine de nu havde indarbejdet. Det holdet manglede mest af alt var balancespilleren, for hverken MSL, cajun eller Gade var individuelt interesseret i at være den eller havde stilen og til dels niveauet til det.
#5(Med 0 svar)
14. april 2021 kl. 10:49
zaioh
Guld Sæsonkort Sæson 15
Guld Sæsonkort Sæson 16
Noget af et sats at sige nej til de tilbud. Ser ham nok ikke på et fremditigt tophold, og slet ikke som awp spilleren. Håber dog for ham, at han finder noget der kan matche hans ambitioner!
#6(Med 0 svar)
14. april 2021 kl. 10:54
Sander
DPL Admin
Støttet Dust2.dk med 24 julekugler i 2019
Guld Sæsonkort Sæson 15
Guld Sæsonkort Sæson 16
Guld Sæsonkort Sæson 17
Håber sgu vi ser ham på et hold med en række danske talenter, som han kan bygge op. Og så synes jeg, MSL skal væk fra AWP'en. For det første mener jeg ikke, at han er helt deroppe, hvor han er blandt de absolut bedste med den, og så er det sgu vigtigt med en spiller, der tør ofre sig, og hvis han ikke har noget imod det, så kan han virkelig blive værdifuld.

Jeg tror i hvert fald han har kvaliteterne til at bygge et stort hold op over tid, og det kunne blive fedt at følge!
#7(Med 0 svar)
14. april 2021 kl. 12:41
sirr
Støttet Dust2.dk med 1 julekugle i 2019
De store armbevægelser i starten, gjorde det svært for mig at blive fan af organisationen og holdet - mens det omvendt blev lidt sjovere hver gang der var problemer. Forstå mig ret, holdet og nogle af resultaterne var rigtig fine, men ift. de store ambitioner og, mere generelt, armbevægelser - var det svært ikke at grine lidt. Personligt så jeg aldrig nogle af deres konstellationer som værende et potentielt top 5 hold, men derimod et stabilt-ish top 15 hold, måske.

MSL havde det i hvert fald ikke nemt, ikke at han på nogen måde kan fratages en stor del af ansvaret, men i sidste ende tror jeg det handlede om en ledelse og et bagland, som ikke vidste hvad de gik ind til, eller reelt set hvad de lavede.

Bliver spændende at se hvad der skal ske fremadrettet - lige pt. kan jeg ikke se hvor det, teoretisk, ville være bedst for MSL at fortsætte. Talentudvikling og udkanten af top20-30 i verden, måske. Kan ikke forestille mig ham gå top 15-20 i verden igen.
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.