MAD Lions ude trods fremragende start
MAD Lions er netop blevet sendt ud af DreamHack Open Summer efter et 1-2 nederlag til Endpoint.
Det danske hold startede ellers med lyn og torden i sommervarmen, da de meget overraskende gav Endpoint så mange prygl på Endpoints eget map, at seerne var i tvivl om, hvorvidt Endpoint-spillerne overhovedet var mødt op.
16-0 endte første map til MAD Lions, og så var det forventet, at danskerne hurtigt ville gøre det af med byttet på Mirage.
Sådan gik det dog ikke, for efter en fremragende CT-side kunne Endpoint uden problemer køre sejren i hus på T-siden.
Opgøret skulle derfor afgøres på Train, hvor MAD Lions sikrede sig 12 runder på CT-siden, og derfor var der kun fire runder mellem danskerne og den samlede sejr.
Endpoint ville det dog anderledes, og derfor måtte MAD Lions forlade serveren uden den tiltrængte sejr.
MAD Lions er derfor ude af DreamHack Open Summer, da danskerne først tabte til Heroic og nu led nederlag til Endpoint.