
Tauson: "Vi har rimelig god is i maven"
Dust2.dk i Köln.
GamerLegion med danske Tauson på holdet er blot én sejr fra at spille sig videre til andet stadie ved IEM Cologne Major 2026. Det står klart, efter de er på 2-0 efter dag ét i første stadie.
Tauson og holdkammeraterne hev med nød og næppe to knebne sejre hjem på førstedagen ved IEM Cologne Major 2026 Stage 1. Først, i den indledende runde, slog de NRG med 13-10, og efterfølgende besejrede de FlyQuest med 13-11 i de to mandskabers indbyrdes 1-0-kamp.
Efter kampen mod FlyQuest tog Dust2.dks udsendte ved majoren i Köln en snak med GamerLegions 20-årige dansker.
Her gav Tauson først og fremmest udtryk for, at han og holdkammeraterne var glade for sejren og for at være 2-0 efter dag ét, men han understregede samtidig også, at der stadig er plads til forbedringer.
Jeg vil sige, at der er nogle ting, vi skal arbejde på, på Inferno i hvert fald, på T-siden. Vi havde nogle B-pops i starten af anden halvleg, som vi ikke helt kunne finde ud af at køre ordentligt. De plejer at være rimelig smooth, men det gik ikke, som det plejer at gøre, så det skal vi have kigget på.
Men jo, vi er super glade. 2-0, det er god start på Stage 1.
Begge kampe blev ret tætte, men I ender med at tage den til sidst. Er der god clutch faktor og is i maven på holdet?
Jeg vil sige, at vi har rimelig god is i maven, og vi er gode til at vende sådan nogle umulige runder. Mod NRG vinder vi en 2v4, som vi slet ikke skulle have vundet, og den hjælper os tilbage i kampen. Jeg tror, de førte 9-7. Uden den runde så havde vi nok tabt kampen.
Da jeg snakkede med jer i Budapest, der følte jeg, at I havde store forventninger til jer selv. Det var med ash og ztr, og I havde bygget op i lang tid. Nu er det noget nyt med Snax og imd. Kommer I ind til den her major med lige så høje forventninger?
Jeg tror i forhold til sidste major, så har vi lidt lært, at vi måske ikke skal have så høje forventninger til os selv, men bare tage det stille og roligt og tage det kamp for kamp. For sidst der lagde vi et stort pres på os selv med at vi skal videre, og vi skal nå Stage 3, men til den her major der tager vi det rimelig stille og roligt.
Vi vil selvfølgelig stadig gerne op i Stage 3 og ramme slutspillet, men ja, vi tager det,som det kommer.
Tauson og co. skal i kamp igen onsdag eftermiddag, når de møder russiske BetBoom i en BO3, hvor der er en plads videre til andet stadie på spil.































