kisserek fra SINNERS i aktion ved IEM Cologne Major 2026 Stage 1.

Varm majordebutant: "Jeg kalkulerer ikke, jeg peeker bare"

De fem majordebutanter fra SINNERS var tæt på at tage fusen på FlyQuest i deres første kamp. Vi fangede deres varmeste spiller, kisserek, efter kampen.

Dust2.dk i Köln.

Så er majoren i gang, og Dust2.dk er selvfølgelig på pletten i Köln.

Vores første af mange interviews fra IEM Cologne Major er med den 23-årige polske rifler kisserek, der er med til sin første major nogensinde. Faktisk består SINNERS udelukkende af majordebutanter.

SINNERS var utrolig tæt på at tage en stor skalp i deres første kamp. De havde map og match point i den regulære spilletid mod FlyQuest, men endte med at tabe 16-14 i overtid, selvom kisserek leverede 27 kills.

Jeg vil sige, at kampen var meget tæt, men vi manglede noget synergi i de runder, hvor vi havde en fordel, men som vi endte med at tabe. Det var lidt som om, vi var bange for at være mere aggressive, når vi havde overtaget.
Men jeg synes også, vi spillede godt, så vi må se.

Du spillede selv en rigtig god kamp, var du ikke nervøs?

Altså, jeg kan godt lide aggression. Jeg er en aggressiv spiller. Jeg kalkulerer ikke, jeg peeker bare, så jeg synes, mappet passer godt til mig. På Ancient kunne vi ikke rigtig finde momentum, så det var også ret svært. De vandt pistolrunden og anden runde, så det var svært at komme ind i kampen.

Indtil videre har SINNERS været det hold i majoren, der har råbt højest. Det kunne godt tænkes at være fordi alle fem spillere er majordebutanter, og de dermed prøvede at få nogle nerver ud af kroppen, men det er faktisk ikke tilfældet. Holdet kan være endnu højere.

Jeg vil sige, at vi larmede endnu mere mod for eksempel BC.Game eller G2. Vi er et hold med masser af energi, så vi bruger det til at skabe en bedre stemning på holdet.

Selvom det endte med et nederlag i deres majordebut, så regner kisserek stadig med at gå videre til 2. stadie af majoren. Derfra kræver det deres bedste for at klare sig.

Vi vil som minimum nå til stadie 2, og så må vi se bagefter. Lige nu skal vi være ærlige, det er lidt af et lotteri, hvad der kommer til at ske, men hvis vi når til stadie 2, vil vi vise vores sande spil.

SINNERS kender først deres næste modstander, når alle hold har spillet deres første kamp i 1. stadie af majoren.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.