
Ekspert vurderer VRS-konsekvenserne af første stadie
Når første stadie ved IEM Cologne Major 2026 - IEM Cologne Major 2026 Stage 1 - skydes i gang tirsdag den 2. juni, er det ikke kun avancement i turneringen, der er på spil.
Ifølge den danske VRS-ekspert Udknud kan resultaterne i Köln nemlig få direkte konsekvenser for flere holds placeringer på Valves rangliste (VRS, red.) - og dermed også deres invitationer til kommende tier 1-turneringer.
Forud for startskuddet på majoren, hvor første stadie skydes i gang tirsdag den 2. juni over middag, har Dust2.dk rakt ud til Udknud for at høre hans vurdering af, hvad der er på spil for deltagerholdene i første stadie, når det kommer til VRS.
Majorens første stadie - akkurat som andet og tredje gruppespilsstadie samt slutspillet - indgår i VRS-opdateringen i juli, som danner grundlag for invitationer til blandt andet PGL Masters Bukarest 2026, StarLadder StarSeries 2026 og BLAST Open Porto 2026. Juli-ranglisten kommer den 6. juli.
Samtidig får den efterfølgende august-rangliste, som lander den 3. august, betydning for invitationer til ESL Pro League Season 24, IEM Beijing 2026, FISSURE Playground 5 og Thunderpick World Championship 2026.
Udknud peger på, at det især er kampen om en plads i top 12 på juli-ranglisten, der gør første stadie kritisk. Her fremhæver han GamerLegion som det hold, der står stærkest i forhold til at fastholde deres position, men samtidig også er under pres for at levere et solidt resultat i turneringen for at undgå at falde ud af den eksklusive gruppe.
Han vurderer, at Tauson og co. formentlig skal gå hele vejen til tredje stadie for at holde deres placering i top 12 til juli:
GamerLegion er allerede i top 12 og skal i første omgang "bare" videre fra første stadie. Når de nu er i den her fine position, er det kritisk for dem at holde den. Lidt ligesom Astralis.
Det ville være sindssygt ærgerligt for dem at miste den nu. GamerLegion skal dog nok helt til tredje stadie for at være helt sikre på at holde en top 12-placering i juli.
Apropos Astralis (som først træder ind i andet stadie ved majoren, red.), så håbede vi, at de var sikre i forhold til både juli og august, men det også bliver mere og mere usikkert for deres vedkommende, udtaler Udknud.
Også B8 og BetBoom vurderes at være i spil til en top 12-placering, hvis de leverer et stærkt major-run.
Men ifølge Udknud skal de begge formentlig gøre det så godt, at de når helt frem til slutspillet. For de to hold er avancement fra første stadie derfor et nødvendigt skridt for at holde fast i deres muligheder for de største invitationer senere på sommeren.
Pres på HEROIC, Liquid og BIG
I den anden ende af feltet ser situationen mere presset ud for hold som HEROIC og Liquid, der ifølge Udknud allerede er uden for realistisk rækkevidde af top 12.
For de to hold bliver majoren i stedet et spørgsmål om at undgå yderligere fald på ranglisten, især fordi begge mandskaber risikerer at miste deres position i den øverste del af VRS-listen uden et stærkt resultat i Köln.
Både HEROIC og Liquid er allerede så langt nede, at de også er uden for invitationerne til Esports World Cup 2026. Invitationerne til dette års udgave af EWC sendes ud baseret på juni-ranglisten, som lander tirsdag den 1. juni.
Udknud fremhæver også BIG som et hold, der har sat meget på spil ved at fokusere på majoren frem for andre turneringer og kvalifikationer. Efter en længere periode med tier 2- og 3-turneringer bliver Köln en vigtig test, hvor BIG skal bevise sit værd mod stærkere modstandere - i en periode, der også tæller kommende turneringer kort efter majoren.
blameF og BIG har blandt andet også undladt at forsøge at spille sig til Esports World Cup. De satsede i stedet alt på majoren. Ifølge VRS-eksperten deltager de dog også ved XSE Pro League 2026 i Kina efter majoren, om end arrangørerne bag turneringen endnu ikke har bekræftet BIGs deltagelse.
For flere af de øvrige Stage 1-deltagere gælder det, at majoren i praksis er den eneste vej til større invitationer i den kommende periode. Dog har hold som M80, Sharks samt de asiatiske mandskaber TYLOO fra Kina og THUNDER dOWNUNDER fra Australien allerede sikret sig regionale invitationer til Esports World Cup, hvilket giver dem en smule mere luft i VRS-regnskabet.
































