
AaB og struggletony jagter slutspillet - to hold kæmper for overlevelse
Mandag den 25. maj blev 2-1- og 1-2-kampene i den 32. udgave af POWER Ligaen skudt i gang.
Der blev spillet to kampe mandag - en af hver slags - hvor Sashi Academy i 2-1-kampen spillede sig videre til slutspillet på bekostning af Invicta, mens Team Eclipse sendte Evo Novo ud i den første af i alt tre 1-2-kampe.
Denne torsdag, den 28. maj, genoptages POWER Ligaen så, og her er igen to kampe på programmet - endnu en 2-1-kamp og endnu en 1-2-kamp.
Først gælder det 2-1-kampen mellem struggletony og AaB Bulls, som bliver skudt i gang klokken 17:00. Her er der en slutspilsplads på højkant, mens taberen til gengæld må videre til swiss-gruppespillets femte og sidste runde, nemlig 2-2-kampene.
Efter struggletony mod AaB Bulls er overstået, gælder det den anden 1-2-kamp, som står mellem MASQ og Linx Legacy. Her bliver det interessant at se, om MASQ igen benytter sig af den 18-årige toby i stedet for koei, som det var tilfældet i holdets forrige ligakamp mod Invicta.
Taberen af mødet mellem MASQ og Linx Legacy er færdig i denne sæson af POWER Ligaen, mens vinderen - ligesom taberen af 2-1-kampen mellem struggletony og AaB Bulls - går videre til næste rundes 2-2-kampe.
Torsdagens kampe i POWER Ligaen Sæson 32:
Fjerde runde i grundspillet af POWER Ligaen Sæson 32 afrundes mandag den 1. juni, hvor den sidste 2-1-kamp og den sidste 1-2-kamp skal afvikles.
Den sidste 1-2-kamp står mellem Fortress og L820, mens den afsluttende 2-1-kamp bliver en gentagelse af finalen ved Gamebox Masters under Gamebox Festival 2026 mellem STATE og MASONIC.
Følg med her:
Aftenens sendeprogram - torsdag den 28. maj:
-
17:00:
struggletony vs.
AaB Bulls -
20:00:
MASQ vs.
Linx Legacy






























