
Tilbageblik: Da Tay indrømmede at have snydt
Den til dato mest læste nyhed nogensinde på Dust2.dk er i fokus i dag, hvor den tidligere skribent str1x har valgt at fremhæve sagen fra 2016 omkring seven11's kvalifikation til Power LAN.
Der var meget ballade omkring holdet, for flere af spillerne havde en blakket fortid, og den ballade eksploderede, da Tay pludselig indrømmede at han og en af de andre spillere, tarziiQ, havde snydt i kvalifikationen.
Det skete i et interview her på Dust2.dk, som du kan genlæse herunder.
Hvilken artikel har du valgt og hvorfor?
Jeg har valgt artiklen, hvor Tay gik ud og fortalte i et interview med Dust2.dk, at både han og hans kammerat havde snydt for at kvalificere sig til Power LAN Mesterskab. Artiklen er fra længe før min tid på Dust2.dk, men jeg husker den stadig, fordi den skabte så meget dramatik. Dust2.dk skal også være et medie, der går til makronerne, og det er fedt, at man med en artikel som denne var med til at gøre det danske Counter-Strike-community større ved både at dække det sure og det søde journalistisk. Artiklen er et udtryk for, at Dust2.dk altid har taget den danske Counter-Strike-scene seriøst, for hvis man tager noget seriøst, så må man også dække det kritisk.
Hvad er det bedste ved Dust2.dk?
Det bedste ved Dust2.dk er, at mediet har gjort en kæmpe forskel for den danske Counter-Strike-scene. Det er helt unikt, at vi i så lille et land som Danmark har et meget omfattende ligasystem, som vi selv tager alvorligt og dækker, og som har været guld værd for stribevis af danske talenter. Noget andet helt fantastisk ved Dust2.dk er det gode fællesskab, jeg selv oplevede mellem skribenterne og læserne. Mange af mine kollegaer i mediebranchen i dag bliver overraskede over at høre om de ret store læsertal, vi i hvert fald havde i min tid på Dust2.dk. Dust2.dk er et fantastisk fællesskab, som man skal huske at værne om, for det er ikke nogen naturlov, at vi har så dygtigt et medie i Danmark i et så udpræget nichefelt som Counter-Strike.
Hvor er du i dag?
Jeg stoppede på Dust2.dk i 2022 og arbejder i dag som politisk journalist på Berlingske.

























