
NRG brugte træner i stedet for br0 i MOUZ-nederlag
Tidligt torsdag morgen skulle NRG spille om overlevelse ved CS Asia Championships mod MOUZ, men inden kampen overhovedet var startet, havde NRG uheld med sig.
Kort før kampstart meldte den nordamerikanske organisation ud, at br0 ikke ville være med i den resterende del af turneringen på grund af en "nødsituation i familien".
Du kan se X-opslaget i bunden af artiklen.
NRG eller br0 har ikke uddybet, hvad det helt præcis drejer sig om, men beder fans om at respektere danskerens privatliv på dette tidspunkt.
I stedet for den tidligere Astralis-spiller hoppede holdets træner, daps, med ind på serveren, og det startede overraskende godt ud for NRG-mandskabet.
Holdet formåede nemlig til meget stor overraskelse at vinde det første map, Ancient, med 13-10, men herefter fik MOUZ styr på kampen og vandt de næste to maps.
Med sejren er MOUZ videre til den næste runde i lowerbracket, hvor M80 venter. NRG er som bekendt ude af turneringen på en sidsteplads efter nederlag til Lehacy og MOUZ.




























