
Tilbageblik: En rørt karrigan
Vi er nået til enden for de 10 artikler, og denne gang er fokus rettet mod karrigan, da den danske veteran og måske største spiller nogensinde i dansk øjemed løftede major-trofæet i Antwerpen i 2022.
Vi skulle egentlig ikke have haft en afsted og dække eventet, da økonomien ikke tillod det, men som mange af vores ansatte altid gør, fandt unclejakes en løsning, og han kom derfor afsted for at dække sin første major nogensinde.
Og det viste sig jo som bekendt at være rigtig godt, for Antwerpen blev et vigtigt kapitel i historien om dansk Counter-Strike, hvor vi endda sikrede os et kort interview med karrigan efter den flotte sejr med FaZe.
Hvilken artikel har du valgt og hvorfor?
Der er flere grunde til, at jeg har valgt vinderinterviewet med karrigan, da han efter mere end 10 år som professionel Counter-Strike-spiller endelig får den helt store forløsning og løfter majortrofæet i Antwerpen.
Det viser ikke bare, at Dust2.dk er der på pletten og helt tæt på i de store øjeblikke i dansk og international Counter-Strike, men det siger også noget, at karrigan som den mest eftertragtede mand i hele arenaen tager sig tid til at tale med os, mens han bliver revet og flået i af fans, venner og andre medier, der er større end os. Det gør han for at snakke direkte til de danske fans og den danske Counter-Strike-verden, og der er jeg utrolig glad for, at Dust2.dk kan være bindeleddet og platformen, der får det til at ske.
Samtidig er turen til Antwerpen et eksempel på, hvad der kan lade sig gøre på en arbejdsplads som Dust2.dk. Jeg var i London op til majoren, og så tænkte jeg, at i stedet for at tage flyet hjem, så kunne jeg jo lige så godt tage toget forbi Antwerpen, hvor jeg kendte en, der boede, og dække majoren.
Det blev der hurtigt sagt god for af Sander og Rask og afstemt med PGL, og sådan kom jeg til min første major. Siden da er den liste blevet udvidet med København, Shanghai, Budapest og lige om lidt Cologne.
Hvad er det bedste ved Dust2.dk?
Noget af det mest romantiske ved esport for mig er, hvor kort der i virkeligheden er fra verdenstoppen, hvor spillere har millioner af fans og bliver mangemillionærer, og så ned til græsrodsmiljøet, hvor der bliver spillet Counter-Strike i gymnastiksale og på efterskoler.
Der går altså ikke lang tid fra, at vi laver uformelle interviews med Staehr og Tauson i POWER Ligaen, til at vi stikker en mikrofon i kæften på dem på de allerstørste scener ude i verden, hvor de nok også har fået lidt medietræning i mellemtiden, for bare at tage to eksempler.
Og her synes jeg, at Dust2.dk er helt central som det sted, der formår at samle helheden af dansk Counter-Strike. Det er lige fra Lukas' store arbejde med at stå for ligaer til amatører og semiprofesionelle, vores rolle som vagthund for scenen og holde dårlige aktører til ansvar, til at dække både de store og små historier såvel som de tunge og de kulørte.
Det gør også, at man som del af redaktionen virkelig kan få lov til prøve sig af og komme ud i nogle afkroge, hvor det er rigtig sjovt og udfordrende. Det kan være, som når man får lov til at snakke med store personligheder som Nikolaj Nyholm og donk. Som når man skriver om Louis Christensen, der spiller CS med øjnene, eller når man dykker ned i Astralis' årsregnskaber. Nogle gange skriver man om julens budskab og året der gik, og andre gange om aizys fede nye øse.
unclejakes er i dag en del af redaktørgruppen på Dust2.dk og spiller en afgørende rolle i den daglige drift af redaktionen.





















