
Sådan fik to tyrkiske esport-entusiaster et hold i CEPTER 2. Division
Organisationen Nyxon har gjort deres entré i denne sæson med en dansk kerne og spiller med i CEPTER 2. Division A, hvor de forud for aftenens kampe ligger på en andenplads.
Men bag holdet står to tyrkiske esport-entusiaster, der først tog kontakt til den litauiske coach Crush, og først derefter blev blikket rettet mod Danmark.
Vi har taget en snak med Olicsa fra Nyxon om holdets tilblivelse og deres første tid sammen.
Nyxon er et nyt hold, som blev startet af to tyrkiske esport-entusiaster. De valgte ret tidligt at hente Crush ind som coach og gav ham frihed til at bygge et hold, han troede på. Derfra gik vi ind i en længere tryout-periode, hvor vi testede mange forskellige spillere fra flere lande, dog især fra Danmark, fordi Crush havde erfaring og netværk fra tidligere danske hold. Til sidst fandt vi den gruppe, som både passede spillemæssigt og personligt.
Var der en speciel grund til, I valgte en core med tre danskere? I har jo også mtjpapi med fra Portugal og Rigi fra Kosovo. Var det fordi I fra starten vidste I gerne ville spille med i POWER Ligaen-CEPTER og lignende?
Det var ikke nødvendigvis planen fra dag 1, men fordi Crush havde tidligere erfaring indenfor den danske scene og kendte nogle spillere, endte mange af dem i tryout-perioden med at være danskere. Da nogle af de første spillere, som blev valgt til det endelige lineup, også var danske, gav det mening at overveje en dansk core. Det åbnede samtidig muligheden for at spille turneringer som POWER Ligaen, hvilket selvfølgelig også var attraktivt for os.
Holdet startede ud med D1AM0ND som tredje dansker, men han er siden blevet skiftet ud med 19-årige Hedr3x, der tidligere har gjort sig i Avanti NXT og ENABLE. Det var en forholdsvis nem udskiftning, da han allerede var i spil til truppen under try-outs.
Vores vision for, hvordan holdet skulle fungere fremadrettet, matchede ikke helt med den retning, D1AM0ND gerne ville tage. Jeg har stor respekt for D1AM0ND, han er en dygtig spiller, men i sidste ende havde vi forskellige idéer om tingene, og derfor valgte management at lave ændringen. Da vi valgte D1AM0ND oprindeligt, var det et tæt valg mellem ham og Hedr3x som de sidste til tryout. Derfor var Hedr3x et oplagt valg.
Nyxon spillede med i de åbne kvalifikationer til POWER Ligaen, men formåede ikke at komme med i denne omgang. I stedet er de startet i CEPTER 2. Division, men man kan tydeligt mærke, at ambitionen er de højere luftlag.
Ambitionen er at rykke op i CEPTER 1. Division. Samtidig vil vi også gerne prøve kræfter med POWER Ligaen igen ved næste kvalifikation. Vi ved godt, at vi stadig er et nyt hold, men målet er at blive bedre uge for uge og vise, at vi hører til på et højere niveau.
Så var I til Parken Challenger Championship Season 7 i weekenden og klarede det fint. I gik videre til slutspillet, og endte på en 7.-8. plads. Nu er I er så tilbage online igen, hvor I slog Afdanket Deluxe mandag og spiller igen tirsdag. Hvad gav den oplevelse på LAN til holdet? Og er der noget I kan tage med ind til resten af sæsonen i CEPTER?
LAN’et gav os rigtig meget, især i forhold til holdkemi. Det er en stor forskel at gå fra bare at kende hinanden som stemmer og nicknames online til faktisk at mødes i virkeligheden og endda bo sammen. Det gør, at man føler sig tættere knyttet til sine teammates, og det kan også mærkes online bagefter, hvor der kommer mere respekt og forståelse for hinanden.
Derudover gav PCC os en bedre fornemmelse af vores potentiale. Vi er stadig et meget nyt hold, kun lidt over en måned gammelt, og vi har også haft perioder uden optimal træning. Samtidig lavede vi en del fejl til LAN’et, som vi normalt godt ved, vi kan undgå. Når man tager det med i betragtning, og vi stadig nåede playoffs, viste det os, at vi har meget plads til at udvikle os, men også at potentialet er højt.
Så alt i alt var PCC en rigtig vigtig og positiv oplevelse for os som hold, og vi ser frem til, hvad vi kan opnå, som tiden går.
Hvad er dine forventninger til topkampen mod Ølgod Efterskole?
Jeg tror, det bliver en god kamp i dag. Jeg tror godt, vi kan vinde den, men vi skal kæmpe for det.
Nyxon spiller mod Ølgod Efterskole klokken 19:00 og kampen vises på Dust2tv.
Nyxon består af:
-
Hedr3x -
Itachje -
Olicsa -
mtjpapI -
Rigi -
Crush (Coach)























