
Tidligere Astralis-talenter er klar til slutspil
Tidligere mandag aften spillede XI sig videre som det første hold, og senere skulle Washed og Sashi Academy kæmpe om dagens anden slutspilsplads.
Akademiholdet fik lov til at starte på eget mapvalg, Inferno, men det var svært at se på serveren, at det var deres hjemmebane. Sashi Academy formåede ikke at hente en eneste runde i første halvleg og endte med blot tre runder samlet efter en vundet pistolrunde.
Dermed havde det unge mandskab i den grad ryggen mod muren, da kampen fortsatte på Nuke. Her viste Sashi Academy dog mere liv og holdt sig inde i opgøret frem til stillingen 9-9.
Herefter fik Washed styr på CT-siden og tillod ikke flere runder, før sejren var sikret.
Dermed snupper Washed den anden 3-0-billet til slutspillet, mens Sashi Academy får endnu en chance, når 2-1-kampene skal spilles.
Aftenens kampe i POWER Ligaen blev rundet af med 1-1-opgøret mellem MASQ og Invicta.
Invicta kom ind til opgøret efter en magtdemonstration mod Evo Novo i sidste uge.
Det var ikke en præstation, de kunne gentage med samme cifre, men endnu engang kom sejren i hus.
Først vandt Invicta 13-8 på MASQ's mapvalg Overpass, inden de lukkede kampen med en 13-10-sejr på Ancient efter et tæt andet map.
Invicta er dermed kun én sejr fra slutspillet, mens MASQ omvendt skal kæmpe for overlevelse næste gang, POWER Ligaen er på programmet.
Mandag aften bød desuden på endnu en kamp for Invicta, som inden opgøret mod MASQ tørnede sammen med Fuld Ruin i CEPTER 2. division. Her blev det til en sikker 13-5-sejr til POWER Liga-mandskabet.






























