
Tilbageblik: s1mple kommer.. ikke
Der var lagt op til noget af en ilddåb for mad0 til BLAST i København i 2019, da vi sikrede os et interview med selveste s1mple på mediedagen.
Alt var forberedt og klar, da vi 10 minutter inden interviewet får at vide, at s1mple alligevel ikke lige gad give interview den dag, men vi kunne få Boombl4. Han var selvfølgelig også god, men det var bare ikke verdensstjernen s1mple.
Med sit første interview kastede mad0 sig dog ud i det, mens jeg sad i behørig afstand, og forsøgte at lytte med. Og jeg må bare konstatere, det gik over al forventning.
mad0 var egentlig kun med, fordi han skulle læres lidt op, men det endte med, at han lavede stort set alle interviews selv, og han gik endda til den. Det kan godt være ret overvældende at stå som 16-årig, og skulle slås med den resterende presse om de største Counter-Strike-stjerners taletid, og derfor forstår jeg godt, at mad0 selv har valgt denne artikel.
Hvilken artikel har du valgt og hvorfor?
Ved BLAST Pro Series i København var jeg med til min allerførste tier 1-turnering som skribent sammen med Sander, der virkelig fik skolet mig. Jeg husker spændingen op til, og hvordan det var meningen, at jeg skulle have snakket med s1mple. Men som superstjernen, han var, fik han frifundet sig fra tjansen og sat holdets nye kaptajn, Boombl4, til at klare opgaven. Selvom russeren var helt ny til engelsk, husker jeg stadig, at det var et interview, jeg var glad for.
Hvad er det bedste ved Dust2.dk?
Muligheden for at arbejde med sin hobby er uden tvivl det fedeste ved at være en del af Dust2.dk. Man kommer tæt på spillerne i både de lavere divisioner, men får også smagen for den helt store scene. Det skader heller ikke, at kollegaerne er gode til at hjælpe hinanden, og at man kan have det sjovt på arbejde.
mad0 er ansat hos Dust2.dk på syvende år lige nu, og det er jeg virkelig glad for, og det viser også, at det for de fleste ikke bare er som et almindeligt fritidsjob, men at folk er her på grund af passionen og lysten til at levere noget fedt content til jer brugere.

























