Gladiatorer og høge vælter skoleelever af tronen

Invicta og HAWKS topper nu de to grupper i 2. Divisionen, der tidligere var domineret af én efterskole.

Vi gør status i CEPTER 2. Division nu, hvor alle hold nu har spillet ni kampe, da vi er halvvejs gennem sæsonen. Vi kan derfor også direkte sammenligne deres point.

I CEPTER 2. Division A sidder Invicta på toppen stærkt efterfulgt af Ølgod Efterskole 2 og Nyxon eSports.

Invicta sikrede førstepladsen med en overtidssejr mod Afdanket Deluxe i aftenens spillerunde. Det kan de særligt takke Griller for, da han præsterede 28 kills i overtidsduellen på Ancient.

Holdet har i denne uge også hentet point ved at slå bundholdene Fuld Ruin, LUX eSport og Gator Gaming. Det har altså sendt dem op over efterskoleeleverne, der dog blot er tre point bag dem.

I gruppe B er det HAWKS ESPORTS, der topper tabellen.

De hævede sig op over Shadow Reapers og Ølgod Efterskole 1 ved at slå Ascend Esport med 13-6. Hos HAWKS er det særligt spilleren zhyz, der skiller sig ud i statistikkerne med en rating på 1.51.

Han toppede også scoreboardet i dagens kamp mod Ascend, hvor det blev til en K/D på 2.11 i storsejren. Tirsdag bar han ligeledes sit mandskab til sejr med 26 kills i en 13-10-sejr mod Ingen Arme.

I den mindre sjove ende finder vi Prestige Academy, der endnu har til gode at vinde deres første kamp. De får dog yderligere ni chancer for at få point i den anden halvdel af sæsonen, der starter allerede på mandag.

Da vi nu er halvvejs betyder det også, at der denne weekend er transfervindue i POWER Ligaen.

Det er her, at holdene lufter ud i deres holdkort. Mange benytter muligheden for at fjerne standins fra holdkortet, mens vi også plejer at se spillere, der skifter hold og hopper mellem divisionerne.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.