
Astralis klar til revanche-kamp mod Tauson
Astralis og GamerLegion skal dyste om den sidste plads videre til kvartfinalen ved IEM Atlanta.
Det står klart efter Astralis nedlagde SINNERS, og Tausons mandskab slog Liquid.
Astralis' duel mod SINNERS blev skudt i gang på Mirage. Her bølgede runderne frem og tilbage indtil stillingen 11-11. På trods af, at danskerne tabte begge pistolrunder, og at phzy havde en særdeles hård kamp med blot fire kills på mappet, så lykkedes det Astralis at snuppe sejren med 13-11.
phzy kom i den grad igen på Inferno, hvor han præsterede en 1.90 rating og leverede 21 kills. Det blev da også en noget mere sikker sejr, da Astralis lukkede kampen med seks runder i rap på CT-siden.
I mellemtiden tog GamerLegion kampen op imod Liquid.
Her kom Tauson og co. strålende fra start med en 10-2-føring på CT-siden af Mirage. Der gik dog en rum tid, før de fik lukket mappet, da det så lidt sværere ud på T-siden. Først i runde 22. fik de skovlen under Liquid, som derfor havde ryggen mod muren på Nuke.
Nuke bød på en 6-6-halvleg, inden det blev GamerLegions tur på CT-siden. Efter sideskiftet tabte GamerLegion ikke en eneste runde for at vinde ganske sikkert med 13-6.
Hvis man har en natugle gemt i maven, eller man bare en god kaffemaskine og ingen planer i morgen, så er der en spændende kamp i vente. Astralis og GamerLegion skal nemlig kæmpe om den sidste plads videre til kvartfinalerne ved IEM Atlanta klokken 01:00 dansk tid.
De to hold løb sammen for bare 11 dage siden, hvor de mødtes i kvartfinalen ved BLAST Rivals i Texas. Her tog Tausons tropper en 2-0-sejr efter overtid på andet map og sendte dermed Astralis ud.
Nu er de rykket til Georgia og denne gang, bliver der kun plads til ét af dem i slutspillet.







































