
Tilbageblik: Lønkonger i dansk Counter-Strike
Hvad tjener en Counter-Strike-spiller egentlig? Og hvor stor forskel er der på at spille for fx Danmarks 6. og 10. bedste hold? Det forsøgte vi her på Dust2.dk at give svar på i 2023.
Dagens hovedperson er Jsand, og han har valgt artiklen 'Her er lønkongerne i POWER Ligaen', hvor vi på Dust2.dk forsøgte at komme så tæt som muligt på POWER Liga-holdenes spillerbudgetter ved at tale med rigtig mange forskellige kilder.
Det var både et forsøg på at have et referencepunkt i forhold til resultaterne i POWER Ligaen, men vi oplevede også jævnligt, at mange havde et forskruet billede af lønningerne i forhold til vores egen fornemmelse, og derfor måtte vi jo få det undersøgt.
Og tallene viser jo egentlig også ret godt, at man skal meget højt op, før det for alvor bliver sjovt, og at langt de fleste subtop spillere er og var drevet af lysten og ikke af penge.
Hvilken artikel har du valgt og hvorfor?
Her er lønkongerne i POWER Ligaen: Det var en artikel, mad0 og jeg lavede sammen, og den viser noget af dét, Dust2.dk også kan, men som måske ikke altid fylder mest: Undersøgende journalistik. Vi brugte rigtig lang tid på at tale med forskellige kilder i og omkring holdene, bekræfte tal og virkelig lave det godt, for det vi skriver skal selvfølgelig være rigtigt. Derudover var det første gang, jeg føler, der rigtig blev sat spot på subtoppen af dansk Counter-Strike og lønningerne der, og det var noget, jeg føler, mange havde undret sig over.
Hvad er det bedste ved Dust2.dk?
At det er et sted, der formår at samle et dansk community. Generelt når man ser på andre hjemmesider og kommentarspor kan det være svært at se, der er meget aktivitet, men jeg synes, Dust2.dk har været rigtig gode til faktisk at skabe et community, hvor mange forskellige mennesker bidrager til samtalerne og giver dansk CS liv.
Jsand er fortsat ansat hos Dust2.dk og varetager lige nu en rolle i redaktørgruppen, mens han også har hjulpet til på Dust2.in og har varetaget en del af vores turneringsdrift i en deltidsstilling som Assistant Project Manager.
Han har igennem over 5 år spillet en afgørende rolle i, hvor Dust2.dk er i dag. Mange tak for det!






















