Tilbageblik: Da Kjaerbye pludselig stod sidelæns i Parken

Som en del af fejringen af Dust2's 10-års fødselsdag, udvælger 10 tidligere og nuværende skribenter hver en artikel eller situation, der fungerer som et nedslag og et tilbageblik på Counter-Strike-historien her på siden. Det sker frem mod vores fødselsdag den 29. maj.

Dagens hovedperson er enits, som de ældre brugere formentlig husker. Med det borgerlige navn Stine satte hun sit præg på Dust2.dk i flere år, og det var hende, der sad i første række, da den største bombe nogensinde i dansk Counter-Strike formentlig sprang.

Der var lagt op til kontraktforlængelser i Astralis, da North inviterede til pressemøde midt i det hele, og vi begyndte hurtigt at høre fra kilder, at det her ville vi ikke gå glip af. Et par timer senere sad enits og sendte live, og rigtig nok, det her ville vi ikke misse.

Kjaerbye lavede nemlig det forbudte og meget overraskende skifte fra Astralis til North. Et skifte, som gla1ve lige nåede at afsløre på Twitter kort forinden. Men også et skifte, som kom bag på samtlige på hele scenen.

Vores liveoptagelse fra pressemødet i 2018 findes desværre ikke mere, men de af jer der så den vil også huske, at den det første stykke tid vendte sidelæns, så man fik nærmest hold i nakken af at se den. Vi var mange der forsøgte at få fat på enits undervejs og sige, at hun skulle noget så simpelt som at låse sin skærm op, og heldigvis gik det da op for hende på et tidspunkt.

Den sidelæns udsendelse siger egentlig ret meget om, hvad Dust2.dk er bygget på; vi har løbet stærkt og forsøgt at være meget til stede og dække rigtig meget, og så behøvede det egentlig ikke at være så fint og fancy. Og heldigvis tog I brugere det også med et smil.

Hvilken artikel har du valgt og hvorfor?

Jeg har valgt min live nyhed fra Parken, hvor North offentliggjorde Kjaerbye, som skiftede fra rivalerne. Det var både utrolig sjovt at være til et presseevent med store danske medier, lave livestream (som jeg i starten fuckede lidt op) og samtidig få et interview til Dust2.dk's læsere.

Hvad er det bedste ved Dust2.dk?

Det er svært at komme uden om det community, som er omkring Dust2.dk og den opbakning, der er fra både spillere, organisationer og fans. Både når det kommer til engagement på Dust2.dk, og når man var ude til LANs og lave live dækning.

Derudover gav Dust2.dk mig en masse sjove oplevelser og den sjoveste arbejdsplads, som jeg nogensinde har haft. Der var altid plads til nye, gode ideer. Det er en tid, som jeg altid vil se tilbage på med et stort smil og stolthed.

Hvor er du i dag?

I dag er jeg Senior Product Owner i Jyske Bank, hvor jeg blandt andet står for den strategiske retning for bestemte produkter og prioriterer udviklingsopgaver til flere danske bankers net- og mobilbank. Og ja, det er utrolig langt fra Counter-Strike, men jeg bruger dagligt min erfaring fra min tid som skribent i mit arbejde.

Og så er jeg jo også mor til tre - Anker, Evie og b0ychild.

Tusind tak til enits for indsatsen på Dust2.dk og tak til alle jer, som fortsæt følger med herinde!

#1(Med 0 svar)
19. maj 2026 kl. 11:03
unclejakes
Guld Sæsonkort Sæson 16
Sølv Sæsonkort Sæson 18
Godt valg og det må have været fedt at have den vagt :D

Stadig en af de største historier i dansk CS nogensinde.
#2(Med 0 svar)
19. maj 2026 kl. 16:38
zevve
Guld Sæsonkort Sæson 15
Guld Sæsonkort Sæson 16
niceren
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.