
Optakt: Tager Vitality den femte titel i streg?
Vinder Vitality deres femte titel i streg eller kan NAVI bryde stimen?
Det bliver vi klogere på efter i aften, når finalen ved BLAST Rivals Season 1 er blevet afgjort, hvor Vitality ikke særlig overraskende er store favoritter imod NAVI-mandskabet.
De to mandskaber støder sammen i en Bo5-finale, der bliver skudt i gang kl. 19:30. Dermed skal holdene have en omkamp fra BLAST Open Rotterdam, hvor Vitality vandt med 3-0.
Begge mandskaber er fortsat ubesejrede i Texas, da holdene vandt hver deres gruppe og derfor startede direkte i semifinalerne, hvor NAVI slog FaZe, mens Vitality besejrede GamerLeigon.
På vejen til finalen har NAVI ikke bare haft turneringens bedste spiller, men faktisk de to bedste. w0nderful og makazze har ratings på henholdsvis 1.41 og 1.40, mens ZywOo ligger efter dem med en rating på 1.36 og er længder foran holdkammeraterne.
Vetoen
I finalen ved BLAST Open Rotterdam vandt Vitality med 3-0 efter sejre på Inferno, Anubis og Dust2, hvorfor det ikke var nødvendigt at få hverken Mirage eller Nuke på banen.
Det bliver med stor sandsynlighed en meget lignende veto, da Vitality som altid kommer til at banne Ancient, mens NAVI gør det samme med Overpass.
Spændingen ved aftenens veto bliver derfor i stedet, hvilken rækkefølge at holdene vælger deres maps. I semifinalen mod GamerLegion var Vitality dominerende på Mirage, og det ville derfor ikke undre nogen, hvis det skulle blive førsteprioriteten.
Uheldigvis for NAVI er Ancient en af favoritterne, men eftersom Vitality som nævnt banner den med det samme, må de lede efter en anden mulighed. Her kunne Anubis være en mulighed.
Uanset hvad peger det meste - også bookmakerne - på en Vitality-sejr, der altså vil sikre apEX og kompagni deres femte titel i streg.
































