
FaZe taber første kamp uden karrigan – Tauson sejrer i FURIA-kollaps
For første gang i fem år gik FaZe på serveren uden karrigan som deres IGL. I stedet var det Neityu som stand-in og med Twistzz som kaptajn, da de tørnede sammen med NAVI.
Det blev langt fra den ønskede start for det karrigan-løse FaZe, der havde store problemer på CT-siden på Anubis, da de kun vandt én enkelt runde.
De fik et par runder tilbage, men endte med at tabe 7-13.
På Ancient var FaZe langt bedre med i kampen og var endda foran efter de første tolv runder. Det var dog ikke en føring, de kunne holde fast i, og Aleksib fik kaldt en stærk CT-side, der gav hans mandskab en 13-11-sejr.
Sejren sender NAVI i gruppefinalen, mens FaZe skal forsøge at holde liv i turneringen i lower bracket-finalen.
FalleNs mandskab kom dårligt fra land ved BLAST Rivals, da de tabte åbningskampen på trods af en 13-5-sejr på første map, hvor brasilianerne var totalt dominerende.
Lige så meget som de dominerede på første map, lige så mange problemer havde de på Nuke. De kom aldrig ud af starthullerne, og med kun to runder ved sideskiftet blev det en alt for stor mundfuld.
Tredje map på Mirage var langt tættere frem mod pausen, hvor FURIA endda havde en smal 7-5-føring. Rutinerede Snax kaldte dog en næsten perfekt CT-side for GamerLegion, der efter en tabt pistolrunde og eco kun afgav én runde resten af kampen, inden de trak sejren hjem med 13-10.
Dermed er GamerLegion videre til gruppefinalen, hvor de møder NAVI, mens FURIA skal op imod FaZe.










































