
stavn om Astralis: "Jeg er ikke sikker på, om de gerne ville have mig tilbage"
Tidligere i dag besøgte stavn podcasten HLTV Confirmed.
Det var første gang, at den danske stjerne udfoldede sig i dybere grad om sin tilbagevenden til serveren, nye rolle som AWP'er og skiftet til NIP.
Her bringer vi et par uddrag og citater fra den timelange samtale mellem Professeur, SPUNJ, Striker og stavn.
Om at skifte fra HEROIC til Astralis med jabbi:
Det var mig, der bragte ønsket om ikke at spille med cadiaN længere op. Den dag i dag har vi snakket det igennem, han og jeg, mange gange og er gode venner nu.
stavn ser tilbage på perioden i HEROIC med stolthed og betoner de mange op- og nedture, holdet havde sammet. Han bemærker dog, at selvom det var ham, der først italesatte ikke at ville spille med cadiaN længere, så var det ultimativt en hold- og organisationsbeslutning at fjerne cadiaN.
Han afslører også, at planen egentlig var, at stavn skulle overtage rollen som enten IGL eller AWP'er på HEROIC efter cadiaNs exit. Det blev som bekendt ikke til noget, for kort tid efter tikkede der et tilbud ind fra Astralis til stavn og jabbi.
Når du ser objektivt på det, så fuckede jabbi og jeg HEROIC op på en måde. cadiaN blev kicked, og vi forlod HEROIC. Så set fra organisationens side, så har jeg det dårligt med, hvad der skete. Der er selvfølgelig aspekter ved, hvordan det hele forløb, som jeg fortryder, men det var aldrig min intention at skade nogen, og i sidste ende er det også bare business. Du er nødt til at tænke på dig selv, og hvad der er godt for din egen karriere.
Pause fra CS:
stavn besluttede, at han var nødt til helt at trække stikket tilbage i slutningen af august 2025. Han føler, at både holdet og organisationen var meget forstående overfor hans beslutning. Halvanden måned blev det til uden at røre spillet overhovedet. Herefter begyndte han langsomt at spille lidt FACEIT med venner. Både fordi han savnede det, men også fordi stavn vidste, at han gerne ville vende tilbage på et tidspunkt og fortsætte sin profesionelle karriere.
Omkring majoren i Budapest begyndte stavn at føle, at han kunne være på vej til at være klar til et comeback. På det tidspunkt var device allerede ved at blive solgt til 100 Thieves, og stavn genkalder en snak han havde med Astralis' direktør om at vende tilbage.
Jeg er ikke sikker. Nu snakker jeg bare helt åbent, men jeg er ikke sikker på, om de (holdet, red.) gerne ville have mig tilbage, og om jeg kunne vende tilbage. Jeg sagde, at jeg ikke var klar. I sidste ende tror jeg, at det var det bedste for både mig og Astralis, at vi startede på ny hver især.
Jeg snakkede med min agent om muligheden for at gå ind i rollen som AWP'er, men det var aldrig noget jeg drøftede med mine tidligere holdkammerater eller ejerne i Astralis, fortæller stavn.
Skiftet til NIP:
stavn troede ligesom mange eksperter, at der ville komme en stor transfersæson efter majoren i Budapest, men den udeblev, og i stedet har vi set flere udskiftninger hos topholdene i den seneste måned kort tid før majoren.
Han begyndte at få tilnærmelser fra store organisationer i starten af februar måned, og et at tilbudene regnede han faktisk med at være en færdig handel, men endte med ikke at blive til noget.
Der var sideløbende snakke med NIPs coach Xizt, som stavn kender fra sin tid i HEROIC, og her var der en mulighed for at prøve sig af som AWP'er.
Det var noget, som jeg også tidligere gerne har villet prøve i min karriere. Jeg fik chancen for det, og nu sidder jeg her i NIP-trøjen. Det er noget, jeg er meget spændt på, og som jeg tror, jeg kan gøre godt - ellers havde jeg ikke skiftet. Forandringer er aldrig nemme. Det kan gå virkelig godt, og det kan gå virkelig skidt. Tanken om at kigge tilbage på ens karriere som 40-årig og fortryde, at man aldrig fik prøvet noget, man virkelig gerne ville prøve, var med til afgøre den endelige beslutning. Så lad os fucking gå efter det.
stavn fortæller også om sin første turnering med NIP og de første officielle kampe som AWP'er. Det og meget mere kan du høre om i den fulde udsendelse af HLTV Confirmed.

























