
SAW fritstiller en enkelt spiller
I begyndelsen af året solgte portugisiske SAW hele deres CS-hold. Trioen MUTiRiS, krazy og aragornN røg til BC.Game, mens Ag1l skiftede til 100 Thieves, og story blev solgt til FlyQuest.
Efter de havde solgt ud, var de dog hurtige til at hente et nyt hold ind, da de først hentede EXSAD-kvartetten blaze, jERK0z, Moretz og tuxa, inden de i slutningen af januar fuldendte startfemmeren med den 22-årige Jayy2s, som kom til fra CALAOSCORNOS.
Med det nye hold på plads - i øvrigt bestående udelukkende af portugisere - gik SAW straks i gang med at deltage ved den ene mindre LAN-turnering efter den anden. Siden januar og frem til nu har de blandt andet deltaget ved fire Roman Imperium Cup-turneringer samt ved en enkelt udgave af Parken Challenger Championship.
Resultaterne har dog ikke rigtig stået mål med SAW-organisationens navn, ry og tidligere resultater. Ved både Roman Imperium Cup IV og V sluttede de på en delt 9.-12. plads, mens det ved både HyperX Roman Imperium Cup VI og Radio Popular Roman Imperium Cup VII blev til en delt 13.-16. plads.
Holdets hidtil bedste placering var en 5.-6. plads ved Parken Challenger Championship Season 4 i midten af april.
De skuffende resultater har nu også fået konsekvenser for holdet, for torsdag kunne de nemlig melde ud, at de har valgt at fritstille den 20-årige blaze. Dermed er SAW nu nede på blot fire spillere, og de skal ud og finde en ny femtemand til at forstærke holdet.
SAW består nu af:
-
jERK0z -
Moretz -
tuxa -
Jayy2s -
mowzassa (Coach)























