HooXi blev fanget af HLTV efter semifinalen ved PGL Bucharest 2026.

HooXi om 3. plads på VRS: "Ved ikke, hvem der har lavet den liste, det er tydeligvis en komiker"

Astralis står i sin første finale i 2026. Det sætter HooXi og phzy ord på overfor HLTV og PGL.

Det skete to gange sidste år med fem danskere på holdet. Begge gange blev det til sølvmedaljer.

Nu står det nye Astralis med det internationale præg i deres første store finale og har chancen for, for alvor at træde ud af de sidste par års skygge med et trofæ i hånden.

Det er der selvsagt meget opmærksomhed omkring, hvorfor både PGL og HLTV hev fat i spillere fra Astralis efter sejren i semifinalen over 3DMAX for at få et par kommentarer på bedriften.

Fra HLTV var det king_dempz, der fik fat i HooXi, som blandt andet satte ord på sit holds præstation i turneringen indtil videre og på det faktum, at Astralis i skrivende stund ligger nummer 3 i verden på HLTVs live-udgave af verdensranglisten baseret på VRS-point.

Jeg synes, at det i nogle kampe er gået rigtig godt, og i andre kampe har det været lidt som EYEBALLERS-kampen, griner HooXi. Jeg synes ikke, vi kan være stolte af kampe som den i går. vi smed en masse situationer væk. Måske kæmper vi lidt med nerverne. Det er første gang, vi er nået så langt, og vi føler os nok også lidt som favoritter for en gangs skyld, hvilket er en ny følelse, som folk skal vænne sig til.

Jeg har prøvet det før, og det har jabbi også, men for de andre spillere er det ikke noget, de har særlig meget erfaring med, og jeg tror, det påvirker os. Vi skal igennem processen, og jeg synes, det er rigtig godt, at vi får muligheden for at prøve det her inden Majoren. Alt i alt er jeg super tilfreds.

Om at ligge nummer tre på verdensranglisten.

Jeg ved ikke, hvem der har lavet den liste, det er tydeligvis en komiker eller sådan noget, for vi er selvfølgelig ikke det tredjebedste hold i verden lige nu, griner HooXi. Det er fedt at være der, men jeg tror også, vi kommer til at blive sat en smule på plads, når IEM Rio begynder. Det er en sjov ting, men ikke noget, vi overhovedet taler om.

Du kan lytte til interviewet med HooXi på Spotify her.

phzy fik også lov til at komme til orde efter sejren over 3DMAX. Her var det PGL med pala på mikrofonen, der fik Astralis' svenske AWP'er i snak. Det kan du se herunder.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.