
KRL: HEROIC jagter franskmand
Den franske streamer, holdejer, insider og tidligere spiller KRL var onsdag ude på X med et rygte om, at MOUZ angiveligt jagter danske Magisk som holdets nye IGL.
Et rygte, som blev afvist torsdag aften, men fra en lidt uventet front, da det var BC.Games direktør, der skrev i et opslag på X, at Magisk ikke skal til MOUZ, og at der altså ikke er hold i rygtet.
Hvad end det holder stik eller ej, så får det heller ikke KRL til at stoppe med at dele rygter fra CS-verdenen. Torsdag eftermiddag bragte han endnu et rygte på banen, da han skrev i et opslag på X, at HEROIC eftersigende jagter den 20-årige franskmand Neityu.
Neityu sidder lige nu på bænken hos ENCE, efter de bænkede hele holdet i midten af marts. Franskmanden nåede at spille for ENCE i halvandet år. Tidligere har han blandt andet spillet for GenOne, LDLC og MOUZ NXT. Hos MOUZ NXT havde han den nuværende HEROIC-træner TOBIZ som træner, så de to har et kendskab til hinanden.
KRL meldte dog ikke noget om, hvem Neityu i så fald skal erstatte hos HEROIC.
Indtil videre er KRLs rygte om HEROICs påståede interesse i Neityu endnu ikke blevet kommenteret. Til gengæld kommenterede netop TOBIZ - HEROICs cheftræner - for nylig på et rygte om, at HEROIC spiller med ukrainske St0m4k i stedet for susp.
Det var de to russiske insidere Gromov og solutioN00, der torsdag kunne berette på X, at HEROIC træner med St0m4k i stedet for susp. Noget, som TOBIZ hurtigt var ude og affeje i et svar til Gromovs opslag med rygtet.


























