HooXi og Astralis fik en god start ved PGL Bucharest 2026.

Astralis møder B8 i næste runde - Wildcard får gratis sejr

Kampene i anden runde af gruppespillet ved PGL Bukarest 2026 er sat, og Astralis skal op imod B8.

Dag ét - med første og indledende runde i gruppespillet ved PGL Bukarest 2026 - er overstået.

Det blev en lidt speciel åbningsdag, som startede med nyheden om, at FaZe har valgt at lade sig tabe i deres første to kampe, og at amerikanske Voca var mødt op til turneringen med en kontroversiel stand-in.

FaZe skulle have spillet mod svenske EYEBALLERS på turneringens første dag, men eftersom de deltager ved HLC Beograd PRO frem til søndag den 5. april, måtte de lade sig tabe til svenskerne.

Udover skrivebordssejren til EYEBALLERS startede dagen også med sejre til FUT og FOKUS, ligesom både B8 og NRG med danske br0 på holdet kom godt fra start.

br0 og NRG slog et andet amerikansk hold, Voca, i deres første kamp. Opgøret blev præget af en smule drama inden kampstart, da Vocas Infinite blev afvist indrejse i Schengen. Voca må derfor spille turneringen med canadiske retchy som stand-in - et valg, der ifølge Dust2.us er ganske kontroversielt.

Noget kontroversielt var der til gengæld ikke i dagens tre sidste kampe, hvor Astralis, The MongolZ og PARIVISION slog henholdsvis MIBR, BC.Game og Legacy. Det eneste småkontroversielle undervejs i de tre kampe var s1mples små frustrationer.

Astralis møder B8

Med første runde færdigafviklet venter anden runde søndag, hvor der er fire 1-0-kampe og fire 0-1-kampe på programmet.

Ligesom lørdag starter dagen også klokken 09:00 søndag. Det er FUT og NRG, der åbner dagen, sammen med 3DMAX og Voca. FUT mod NRG er en af de fire 1-0-kampe, mens 3DMAX mod Voca er en af de fire 0-1-kampe.

Så snart FUT mod NRG er overstået, er det Astralis' tur til at træde ind på serveren, når de spiller 1-0-kamp mod ukrainske B8. Sideløbende med den kamp møder BC.Game MIBR.

Omkring klokken 15:00 venter PARIVISION mod FOKUS og Legacy mod Inner Circle, og dagen rundes af omkring klokken 18:00 med The MongolZ mod EYEBALLERS.

Samtidig skulle FaZe mod Wildcard have været spillet, men her bliver Wildcard tildelt sejren grundet karrigan og kompagnis fortsatte fravær ved turneringen.

Her er det fulde overblik over søndagens kampe ved PGL Bukarest 2026:

Sendeplan på PGL's A-stream:

  • 09:00 - FUT vs. USA NRG

  • 12:00 - Danmark Astralis vs. B8

  • 15:00 - PARIVISION vs. FOKUS

  • 18:00 - The MongolZ vs. Sverige EYEBALLERS

Sendeplan på PGL's B-stream:

  • 09:00 - 3DMAX vs. USA Voca

  • 12:00 - BC.Game vs. Brasilien MIBR

  • 15:00 - Brasilien Legacy vs. Inner Circle

  • 18:00 - FaZe vs. Wildcard

Følg med her:

Alle 1-0-kampe, inklusive Astralis mod B8, kan følges direkte på streamen herunder, mens 0-1-kampene vises her.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.