
Falcons videre til slutspillet efter stort comeback
Store comebacks var temaet, da Falcons slog FURIA i dagens anden kamp.
Dagens første knald-eller-fald-opgør blev spillet i gruppe A mellem Falcons og FURIA, der kæmpede om en plads i kvartfinalerne.
Kampen blev skudt i gang på Falcons’ mapvalg Mirage, men det var brasilianerne, der længe lignede favoritter efter at have bragt sig foran 11-7. Men kyxan fik styr på sine tropper, og Falcons lukkede totalt ned for FURIAs T-side og vendte mappet til en 13-11-sejr.
FalleNs mandskab kom endnu engang flyvende fra start på Dust2 og var foran 8-4 ved pausen. Falcons bed dog fra sig og kæmpede sig tilbage, hvilket sendte kampen i overtid. Her trak brasilianerne det længste strå og vandt 16-13.
Dermed skulle kampen afgøres på Nuke. Ligesom på de to første maps havde FURIA en stor føring ved pausen, denne gang på 9-3. Endnu en gang fandt Falcons vejen tilbage i opgøret og tabte kun én runde mere, inden de sikrede sig en 13-10-sejr.
Dermed er Falcons videre til slutspillet i Rotterdam, mens FURIA sendes hjem.



























