
Topholdene taber første slutspilskamp
Mandag aften blev slutspillet i CEPTER 1. Division skudt i gang, og her tabte både første- og andenpladsen fra grundspillet deres første opgør.
XI, der vandt grundspillet, tog imod fjerdepladsen Sashi Academy, mens Fortress tørnede sammen med Vendetta.
Sashi Academy kvalificerede sig til slutspillet på et hængende hår med to sejre på sidste spilledag i grundspillet, men det stoppede dem ikke fra at starte slutspillet med et brag.
Akademiholdet kom flyvende fra start og gjorde kort proces med XI med to hurtige sejre på 13-7 og 13-5.
Samtidig spillede grundspillets andenplads Fortress mod tredjepladsen Vendetta. Her blev det ligeledes til en sejr til det lavest seedede hold, da Vendetta dominerede Fortress og vandt overbevisende 13-3 og 13-6.
Dermed mødes Sashi Academy og Vendetta i anden runde af winners bracket tirsdag aften klokken 19:00, hvor de spiller om en plads i finalen.
På samme tidspunkt mødes de to tabende hold, XI og Fortress, i første runde af losers bracket, hvor de kæmper om at holde liv i deres slutspilsdrømme.

















