
ECSTATIC vinder bronze i Odense
ECSTATIC tager bronze og 10.000 kroner med hjem fra Odense.
Forhåndsfavoritterne til at løbe med titlen tabte nemlig semifinalen til Tricked, hvorfor de i stedet må nøjes med tredjepladsen efter en sikker 2-0-sejr over AaB i bronzekampen.
På meget dominerende vis vandt ECSTATIC-mandskabet det første map, Overpass, med hele 13-1 efter en næsten perfekt CT-side, der sikrede dem 11 runder.
Der var derimod en del mere bid i AaB på Ancient, hvor Mazes tropper gik til pause foran med 8-4 efter en fornem CT-side. I anden halvleg vågnede ECSTATIC virkelig op og begyndte runde efter runde lige så stille at nærme sig AaB.
Før man fik set sig om, havde ECSTATIC bragt sig foran med 10-9, hvorefter AaB udlignede. Men lige efter tog ECSTATIC over igen og vandt to runder i streg, hvilket bragte dem på matchpoint. AaB fik gjort det helt spændende, inden ECSTATIC i den sidste runde tog sejren.
Med sejren er ECSTATIC som bekendt 10.000 kroner rigere, mens AaB-mandskabet må nøjes med at tage 5.000 kroner med hjem fra Odense. I skrivende stund er Tricked og Sashi i gang med finalen.

























