
cadiaN taler ud om sin første tid hos OG og holdets seneste udskiftning
Lørdag blev de fire kvartfinaler ved HyperX Roman Imperium Cup VI i Portugal afviklet. cadiaNs OG var blandt de otte hold, der var i kamp - og de spillede sig sågar også videre til søndagens semifinaler.
Selv leverede cadiaN en hæderlig indsats for sit hold, da han og OG besejrede mithRs tropper fra JiJieHao med 13-8 og 13-2. Den danske holdkaptajn slap fra kampen med 26 kills og en rating på 1,20.
Det var kun danskerens to svenske holdkammerater, adamb og spooke, der gjorde det endnu bedre med henholdsvis 38 og 33 kills.
Efter kampen var overstået, og cadiaN og OG havde sikret sig en semifinaleplads, hev HLTV den 30-årige dansker til side for at interviewe ham. Her faldt snakken blandt andet på hans første tid hos OG, udskiftningen af FL4MUS med bodyy og hvad fremtiden byder på.
Snakken faldt først på danskerens første fire måneder hos OG. Her fortalte cadiaN blandt andet om, hvor vildt det er at møde mindre kendte hold med en anderledes spillestil.
Han fortalte ligeledes, at han har været glad for sin første tid på holdet, at han er tilfreds med organisationen, og at han kommer godt ud af det med staben omkring holdet.
I samme åndedrag erkendte han dog også, at det har været mærkeligt for ham kun at spille så få LAN-turneringer:
Jeg synes, at vi resultatmæssigt stadig har et stykke vej, men vi forsøger at stole på OGs anbefalinger om, hvordan vi bedst muligt øger vores chancer for at komme med til majoren. Men det var lidt underligt ikke at spille nogen LAN-turneringer i årets første tre måneder.
Ved den eneste LAN-turnering, vi spillede, DreamHack Stockholm, klarede vi os faktisk ret godt. Vi tabte kun til Monte, og de endte med at vinde LAN-turneringen og har spillet rigtig godt siden. Nu er de igen blandt de fire bedste. Så ja, vi er nødt til at deltage i flere LAN-turneringer.
Herefter faldt snakken på OGs seneste udskiftning, hvor de for nylig valgte at erstatte russiske FL4MUS med franske bodyy.
Om bænkningen af FL4MUS nævnte cadiaN, at holdet generelt havde problemer med det samlede samspil, og at FL4MUS kun "udgjorde en femtedel af det problem", holdet stod med.
Selvom han godt kunne lide russeren og mener, at han var uheldig med omstændighederne og den måde, det hele udviklede sig på, er cadiaN dog godt tilfreds med at have fået bodyy ind på holdet i stedet. Han ser dog gerne, at franskmanden bliver lidt mere vokal på serveren:
Jeg synes, at bodyy stadig kan tale mere, end han gør, for når han taler, er det virkelig gode input. Jeg synes også, at hvis man ser på nogle af de østeuropæiske hold, så kommunikerer de i en meget høj tone, hvor de virkelig får ordene ud i et raskt tempo og sådan.
Jeg har også to svenskere på holdet, og de er det modsatte - virkelig langsomme og rolige. Den bedste blanding ligger nok et sted midt imellem de to stilarter.
I den sidste del af interviewet talte cadiaN også om adambs udvikling som spiller samt om, hvad fremtiden byder på for ham og OG. Hele interviewet kan læses her.
Søndag ved middagstid klokken 12:00 spiller cadiaN og OG semifinale ved HyperX Roman Imperium Cup VI, hvor modstanderen er cadiaNs tidligere hold, Liquid.
























