
Tre hold helt lige i toppen af CEPTER 1. Division
Det bliver en spændende afgørelse, som CEPTER 1. Division går i møde, da Fortress, Vendetta og XI vandt deres kampe tirsdag aften og dermed står helt lige på førstepladsen.
Fortress-mandskabet vandt meget sikkert med 13-6 over Sashi Academy, mens XI-lejren gav TeamEasyOn en kæmpe røvfuld på cifrene 13-1.
Vendetta var derimod i aktion af to omgange denne aften, hvor det først blev til en 13-8-sejr over TeamEasyOn og derefter til endnu en 13-8-sejr, denne gang mod HyperioN.
De tre mandskaber har efter i aften hver især to kampe tilbage, og for at det ikke skal være løgn, støder nogle af holdene sammen i den sidste spillerunde på onsdag.
Fortress starter onsdag ud med et møde mod TeamEasyOn, som de forventes at besejre, mens XI og Vendetta på samme tidspunkt mødes i et topbrag.
Herefter fortsætter dramaet, når det bliver Fortress' og XIs tur til at mødes, mens Vendetta støder sammen med Sashi Academy.
I bunden af tabellen sørgede Invicta for at holde liv i håbet om at undgå direkte nedrykning. En skæbne, som Prestige Academy allerede er gået i møde.




















